Hello again ~ Lissette

Lissette smilede og lo over ham. "Du beder selv om det," sagde hun med et grin og hurtigt havde hun lagt hænderne imod hans skuldre og skubbet ham ned at ligge hvorefter hun i en glidende bevægelse satte sig oppe på ham og holdte hans hænder imod sengen. Hun grinede ned til ham. "Hvad har du så tænkt dig at gøre, lille vampyr?" Spurgte hun med et drilsk og glad stemme. Hendes læber var formet i et bredt nærmest legesygt grin. Hun elskede sådan her nogle kampe.
Hendes blik blev mere og mere trist jo mere han snakkede. "Alle vampyrer har den periode lige efter forvandlingen, der hvor de ikke kan styre sig selv eller sine behov," sagde hun blidt og dømmede ikke. Man kunne se stædigheden i alle hendes træk, det var tydeligt, at hun ikke ville give op, indtil hun hørte hans sidste ord. Hendes skuldre sank og man kunne se hvordan håbet næsten forlod hendes øjne. "Hvorfor?" Spurgte hun, hun anede ikke hvad hun ellers skulle sige.

Bad selv om det? Hvad kunne hun dog gøre mod en vampyr som ham? Han mærkede hendes hænder imod hans skuldre, og at han blev skubbet ned og ligge i sengen. Han grinede lavmælt over hende da hun satte sig på ham. Han hævede et øjnebryn. "Lille? Jeg er højere end dig!" Han smilede drillende. "Men..." Han så lidt rundt. "Kan jeg gøre noget?" Selvfølgelig kunne han det, men det var nu sjovt hvis hun vandt. Han smilede drillende.
Frederik sukkede svagt, og rystede lidt på hovedet. "Jeg er 284 år gammel, Lissette. Jeg kan kontrollere mig selv, men ikke mine følelser." Han trak på den ene skulder.
"Fordi jeg har været her alt for længe." Svarede han mumlende, og så væk. Han ville ikke se hende sådan... Så trist. Han ville gerne sige 'bare rolig, jeg bliver.', men det var jo ikke engang sikkert... Og han ville ikke lyve. Ikke overfor hende.

Lissette var jo selv lige så stærk og huerne som en vampyr, så på det punkt der kunne han ikke få hjælp fra. Hun lo over ham. "Du er stadig min lille vampyr!" Sagde hun med et varm latter og lænede sig ned og pustede ham drillende i ansigtet. Hun grinede lidt over ham og holdte ham stadig ved håndleddene for at holde ham fast. "Men det er jo ikke sjovt hvis du bare lader mig vinde, så er der ingen ære i det," sagde hun med et skævt smil og kunne ikke lade være med at grine lidt.
Den eneste reaktion han fik da han nævnte sin alder, var at hun spærrede øjnene op en anelse. Hun anede ikke hvad hun skulle sige til at starte med og rystede bare lidt på hovedet. "Kan du da ikke lide at være her?" Spurgte hun undrende og så trist ned i sine hænder, som hun endnu en gang begyndte at vride ganske stille.

Frederik havde nogle tricks. Han hævede et øjebryn over hende. "Niks du! Jeg er min egen herre." Sagde han drillende. Han kneb øjnene lidt sammen da hun pustede ham i ansigtet. Skøre pige, men det var rart med piger der var lidt skøre. Så var de alle sammen ikke bare nogen der troede de var perfekte, og snobbede. Han smilede skævt. "Jamen hvad kan jeg gøre?" Han stak underlæben ud, og lavede hundeøjne. Han vred sig lidt.
Han vidste ikke om han kunne lide at være på Akadamiet. Der var fint nok... Men han havde været der så længe. Han trak på den ene skulder. "Jo, på en måde, og så alligevel ikke." Svarede han bare, og så yderligere væk.

Lissette lo over ham. "Ikke så længe du er indenfor mit område," sagde hun drilsk og smilede udfordrende ned til ham og ventede faktisk på at han gjorde noget. Hun var skør, det benægtede hun ikke, for det ville jo være at lyve, ikke? For i hendes øjne, så var der ingen der var normale, alle var unormale, for hvad der var normalt for den ene var unormalt for den anden, så det var jo et overvurderet ord efter hendes mening, så i hendes hoved; Alle var skøre!
"Du kunne tage overtaget, eller kan du godt lide når en pige er ovenpå?" spurgte hun drilsk og blinkede lumsk til ham og tænkte ikke rigtig over at hun havde løsnet sit greb om hans håndled. Hun grinede lidt over hans ansigtsudtryk, han var virkelig bare så kær. "Forklar mig hvad du mener," bad hun ham om og så på ham med et blidt blik og et svagt smil om læben. Hun ville gerne have at han blev, men hun kunne jo ikke tvinge ham.

Frederik kunne godt forveksles med en hundehvalp lige nu. Han så bedende på hende. Det hundehvalpe ansigt han havde samlet op blev hurtigt forvekslet med et lusket, og drillende udtryk. Det skæve smil var lusket. Han sagde intet til det med hendes område. Hvis man sagde til Frederik at han var skør ville han bare smile, og sige 'nej, jeg er utæmmet.'
"Så ville morskaben jo være forbi for mig?" Han hævede et øjnebryn, og grinede lavt. Han mærkede at hendes greb om hans håndled var løsnet en smule. Han tog chancen. Med et let greb fik han fat i hendes hænder, og vendt dem om. Han holdte godt fast i hendes håndled, dog ikke for hårdt så det ville gøre ondt. "Jeg mener; skolen begynder at kede mig, men her er interessante mennesker." Han smilede drillende, og lagde hovedet lidt på skrå.

Lissette lo over den måde hans ansigsudtryk skiftede på, fra den søde hundehvalp til den lumske type. Hun kunne godt lide det, og tog sig ikke tid til at sige, at han var skør, for han burde jo vide det, ikke? Ellers måtte der godt nok være et eller andet galt.
Hun slog en lille latter op og rystede let på hovedet og var slet ikke klar da han vendte dem om og hun pludselig lå under ham og så omtumlet op på ham. Hun vred sig kort under ham og lo lidt. Hun havde intet imod at hun lå nederst, det var jo kun sjovt. Hun fnøs kort. "Mennesker?" spurgte hun drilsk. "Hvem er da interessante?" Hun så spørgende op på ham og så så kort mere opad på hendes pandehår og prøvede at puste til det, men det faldt hele tiden ned i øjnene på hende og hun klukkede lidt over sig selv.

Frederik kyssede hendes pande hurtigt. Han smilede skævt, og en anelse drillende. Det luskede udtryk var der stadig. Det ville nok ikke forsvinde foreløbigt. Han smilede lusket til hende.
Han himlede med øjnene. Han sagde altid mennesker om andre, det var en vane for ham. Han lagde hovedet lidt på skrå, og smilede skævt.
"Du er interessant. Og så Zafira og Clarice." Svarede han roligt.

//Kort svar, sorry ^^

Lissette blinkede et par gange hurtigt med øjnene og mærkede den varme fornemmelse hans læber havde efterladt mod hendes pande. Et overrasket udtryk løb over hendes ansigt og hun kunne ikke blive klog på ham, det kunne hun virkelig ikke. Hun kunne ikke se forbi det luskede udtryk og endte bare med at slå det hen og grine lidt over ham og lade som om det ikke var noget. Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede ham nysgerrigt. "Og hvorfor er vi så interessante?" spurgte hun nysgerrigt og smilede let til ham. "Jeg regner ikke med, at det er fordi at vi er piger, for jeg regner da med at du har set nogle hunkøns væsen på et eller andet tidspunkt før." Hun blinkede drilsk til ham.

Endelig havde han kun kysset hendes pande fordi hun var hans ven, var det ikke normalt at venner gav hinanden et kys på panden eller kinden? Det havde han da set andre gøre... Men ja, det kunne sikkert også være at dem han havde set, havde mere end bare et venskab. Man vidste jo aldrig med andre. Han lagde hovedet lidt på skrå og smilede kækt.
"Fordi i ikke falder for mig med det samme... Det er rart med piger der er mine venner." Svarede han og smilede skævt. Selvom han nærede store følelser for hende, var det jo tydeligt at hun kun ville være hans ven, sådan forstod han det i hvert fald. Han grinede lidt over hende. Han rystede bare lidt på hovedet, og smilede skævt. Han betragtede hendes ansigt, og så, så ned af hendes krop, mest for bare at undersøge hende. Han så på hendes ansigt igen og smilede skævt.