Hello again ~ Lissette

S: Hytterne.
T: 15:58.
V: Solskin.
D: Lørdag.
Å: Sommer.
P:


Frederik slog dynen til side, og rev lidt i sit hår. Han sukkede svagt, og trak i tøjet. Han lod den sorte hættetrøje være. Han begravede hænderne i bukselommerne, og gik ud af sit værelse. Han gik med langsomme, og elegante skridt hen imod døren. Han gik ud af sin hytte. Han så lidt rundt, og hadede det at han ikke havde en hætte over hovedet. Han bed sig i underlæben, og trippede lidt.
Frederik gik roligt rundt, begravet sine tanker. Det hele var så forvirrende. Denne skole havde mere at byde på end før. Han lukkede øjnene. Det hele var samtidig også trættende. Dette år blev hans følelser leget med. De kom, og forsvandt hele tiden. De var fremme lige nu...
På grund af at han havde lukket øjne så han ikke at han gik ind i en pige. Han sprang tilbage. "Undskyld!" Han åbnede øjnene.


//Sorry for kort start, min ryg er en plage... Og, du bestemmer selv om det Lissette han går ind i ^^'

Påklædning:

Lissette havde ikke rigtig haft noget at lave den lørdag og var derfor bare trukket i en kjole, hun elskede kjoler, og var smuttet udenfor og var bare gået lidt formålsløst rundt på må og få. Hun nød bare solskinnet og gik og så op imod himlen, som den dag var skyfri og nød at mærke solens stråler ned imod sin hud og hun kunne ikke lade være med at smile. Det var derfor at hun ikke bemærkede en anden før hun var lige ved at gå ind i ham. Hun hoppede nærmest op i luften og kom med et lille hvin, hvilket hun var pænt flov over, og det fik hendes kinder til at blusse. Da hun hørte stemmen, og genkendte den. Hun så på Frederik og smilede let til ham. "Det er helt okay," sagde hun blidt og huskede tydeligt sidst, hvor det var at han bare var gået fra hende.

//Det bliver mig

//Weee xD

Frederiks ansigt vendte sig hurtigt mod den som han var gået ind i... Og han stivnede ved synet af Lissette. Han så lidt op og ned af hende. En lille trækning i mundvigen kunne ses ved ham. Han så på hendes ansigt igen. Han begravede hænderne i bukselommerne igen, og stillede sig i en lidt mere afslappet stilling. Han smilede skævt. "Hej Lissette." Han rømmede sig lidt.
"Pæn kjole." Han smilede lidt charmerende. Han så lidt ned. Han kunne godt huske han bare var skredet før, men håbede hun ikke ville spørge ham ind til hvorfor. Det var... Han havde det ikke let den dag. Det var nemmere idag. Han så tøvende på hende.
"Hvordan går det?" Han så spørgende på hende.

Lissette smilede over ham og nikkede let til ham som hilsen. "Hey Frederik," hilste hun blidt og smilede skævt og varmt til ham og lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede ham med et lettere undrende blik. Hun ville gerne stadig vide hvorfor at det var at han bare var gået sådan sidst, men spurgte nu alligevel ikke ind, af ren høflighed. Hun smilede over ham og klukkede lidt og så ned ad sig selv og kjolen og kunne ikke dy sig for at tage lidt fat om skørterne og svinge dem lidt rundt. "Jeg takker, jeg købte den sammen med min mor for noget tid siden," sagde hun med et lille grin og så op på ham med et varmt og muntert blik. Hun trak lidt på skuldrene. "Det går da okay, hvad med dig?" spurgte hun blidt og smilede til ham, et varmt og strålende smil, kun for ham.

Frederik smilede skævt. Et charmerende glimt var i hans øjne. Han lagde godt mærke til det undrende blik, men ignorerede det så godt han nu kunne, selvom det var svært. Det virkede ikke som om hun ville spørge. Godt nok. Så var det forhåbentlig ude af verdenen. Han sukkede lavt. Han smilede skævt, og betragtede igen hendes kjole. "Hvor er du heldig." Han trippede lidt. Han lagde hovedet lidt på skrå, og betragtede hendes ansigt nøje. Han trak på den ene skulder over hendes spørgsmål. "Det går nogenlunde. Lektier, dumme lærere, og så videre." HAn grinede let. Han så sig omkring. "Afbrød jeg dig i noget?" Han spurgte som om han havde afbrudt hende i en samtale med sine veninder... Det kunne jo godt være.

Lissette kunne godt se det charmerende glimt i hans øjne, og hun var nødt til at se ned i jorden i forlegenhed da hun virkelig ikke var vant til at folk teede sig sådan overfor hende. Ikke at hun havde noget imod det, hun kunne faktisk godt lide, at Frederik var sådan, det klædte ham, men hun var bare nervøs overfor hvordan hun skulle reagere på det. For hun anede det virkelig ikke. Hun grinede blidt og trak lidt på skuldrene. "Det er jeg vel," sagde hun med sin blide stemme og pillede lidt ved sin skørt og så ikke op på ham. Hun smilede blidt over ham og nikkede lidt og så så op på ham da hun hørte hans spørgsmål. "Næ, egentlig ikke, jeg gik bare rundt og nød vejret," sagde hun med et lille grin og smilede så varmt til ham.

Frederik lagde armene over kors, og så undrende på hende. Hvorfor så hun pludselig sådan ned? Han trådte forsigtigt lidt tættere på. Han lagde hovedet lidt på skrå. Det lå til Frederik at være charmerende, flirtende, og forførende. Hvis han ikke var det... Kunne han ligeså godt dø. Han ville være ingenting. Kun en tom skal. Han så forsigtigt på hende. Han smilede skævt. Han trådte igen tættere på hende indtil han stod helt foran hende.
"Ingen veninder du skulle besøge? Eller snakkede med?" Han så spørgende på hende. Hans stemme var blid, og rolig. Han løftede en hånd, og tog en lok af hendes hår. Ganske kærligt. Han betragtede hendes hår, og smilede skævt.

Lissette anede ikke hvad der gik af hende, det hele var så mærkeligt for hende, men hun endte hurtigt med at tage sig sammen og se op på ham og gengælde hans blik. For selvom hun virkede som det blideste væsen nogensinde, så besad hun en vis indre styrke, som hun bestemt ikke var bange for at bruge. Men det var først lidt efter at han var trådt helt tæt på at hun fik set op og hun var faktisk lidt overrasket over hvor tæt han stod. Hun grinede lidt over ham og rystede let på hovedet. "Ikke rigtig, ikke i dag, jeg ville gerne nyde solen lidt så," sagde hun blidt og trak lidt ud på den sidste stavelse inden hun trak lidt på skuldrene. Hendes blik fulgte hans hånd idet han løftede den og tog en af lokkerne af hendes hår og hun smilede over ham. "Hvad laver du, Frederik?" spurgte hun med et smil om læben imens hun betragtede ham.

Hvis man gjorde Frederik vred... Havde man skrevet under på sin dødsattest. Han ville gå fuldkommen amok på en. Bande, slå, skære, og mange andre forfærdelige ting. Han smilede skævt. Han kunne godt lide at hun virkede som en der ikke hang sig op af veninder. Det var temmelig nederen når de gjorde det. Ingen alene tid... Men ak ja, de var også selv om det. Det endte altid med at han skred. Han gad ikke sådan noget.
"Vil du så være alene?" Der var håb i hans øjne. Håb om at hun blev. Ved ham. Da hun spurgte ham om hvad han lavede... Gav han hurtigt slip, og trak sig tilbage. Han smilede undskyldende. "Ikke noget..." Mumlede han forlegen.

Lissette smilede over ham og klukkede lidt. Hun kunne godt være lidt af en enspænder nogle gange, men havde alligevel aldrig noget imod selskab, hun elskede at snakke med andre. Hun var blevet opdraget til at kunne være selvstændig og ikke afhængig af andre. Og så alligevel, man kunne jo vel ikke undgå det, vel? "Nej da, jeg ville ikke have noget imod at vi gik en tur sammen," sagde hun med et blidt smil og så godt håbet i hans øjne, men anede virkelig ikke hvordan hun skulle tyde det. Hun ville jo gerne være sammen med ham og vise ham, at piger godt kunne være venner og at ikke alle var som hans forældre. Hun klukkede blidt over ham og rystede let på hovedet da han slap lokken. "Jeg har ikke noget imod at nogen piller ved mit hår, jeg spurgte bare som sådan lidt, hvorfor," sagde hun med et blidt grin og smilede så varmt til ham.

Frederik var ... Lidt som... Vil de være venner må de finde en. Han ville ikke gå rundt og lede efter venner. Han var ikke desperat. Men han ville gerne have venner, han ville bare ikke virke for desperat. Han trippede lidt.
Frederik lyste op i et stort smil da hun sagde de godt kunne gå en tur. "Hvor vil du gerne hen?" Han så spørgende på hende.
Han rømmede sig lidt. "Fordi du har pænt hår." Mumlede han bare.

Lissette var ikke bange for at indrømme, at hun gerne ville have lidt flere venner end hun havde, men samtidig havde hun den holdning; hellere have nogle få tætte venner end en masse overfladiske. Så derfor holdte hun de venner hun nu engang havde, pænt tæt. Hun klukkede blidt over ham og tog ham under armen, som om det var det mest naturlige nogensinde. "Lad os bare gå lidt rundt," sagde hun med et blidt grin og så op på ham imens hun begyndte at gå ned langs en af stierne. Hun så lidt op på ham inden hun lyste op i et smil. Hun havde skam hørt hvad han havde sagt. "Synes du virkelig?" spurgte hun med et bredt og nærmest strålende smil.

Frederik havde falske venner, og det var fint nok syntes han. Det var okay. Så var han da ikke alene hele tiden. Han så lidt på hende da hun tog ham under armen. Han smilede skævt, og så ligeud. Han nikkede til at hun sagde de bare kunne gå lidt rundt. Det lød fint. Han så sig lidt omkring, og fulgte efter hende. Han så på hende igen. "Ja, det synes jeg virkelig." Han smilede skævt.
"Hvad laver du i hverdagen - udover skole?" Han så spørgende på hende.

Lissette lænede kinden imod hans overarm imens de begyndte at gå lidt og sukkede stille. Det her var helt normalt for hende og hun kunne godt lide at gå sådan her, især med fyre der var højere end hende selv, for det var altid meget skægt. "Tak, din mening betyder meget for mig," sagde hun med et varmt smil og så op på ham med strålende øjne og et lille grin om læben.
"Jeg går meget rundt, jeg snakker lidt med mine veninder og prøver at finde ud af om mine evner har mere at byde på," sagde hun med et lille grin og så op på ham med et varmt smil. "Hvad med dig selv? Hvad laver du i din hverdag?" spurgte hun nysgerrigt og så op på ham med et spørgende blik og et smil om læben.

Denne gang var Frederik mere afslappet. Han smilede stille, og så bare lige ud. Han lukkede kort øjnene, men de var hurtigt oppe igen da han skulle holde øje med hvor han var. Selvom han stolede på hende, var han stadig lidt mistroisk. "Hvorfor betyder den så meget?" Han rynkede panden lidt, og så spørgened på hende. Det forstod han ikke. Hvorfor betød den så meget?
"Dine evner? Hvilke slags evner?" Spurgte han nysgerrigt. Han sparkede hurtigt til en sten. Han så på hende igen. "Jeg... Tegner, maler, og laver musik på en computer." Han så lidt genert ned.

Lissette smilede til ham og klukkede lidt. "Fordi at jeg holder af dig," sagde hun som om det var det mest naturlige i hele verdenene. "Så derfor betyder din mening noget for mig." Hun trak lidt på skuldrene og lænede endnu en gang kinden imod hans overarm og gik videre med ham imens hun trak vejret stille og roligt. Hun valgte ikke at svare på hans spørgsmål til at starte med, men lyttede bare til hans svar til at starte med. "Det vil jeg virkelig gerne se, hvis det er okay med dig," sagde hun med et lille smil og så op på ham med et blidt blik inden hun tøvede et kort øjeblik, slap ham og trådte ind foran ham for at stoppe ham. "Læs mit hjernemønster," sagde hun med et lille smil, men hun så samtidig lidt usikker ud. Imens hun bad ham om det skiftede hun det til varulv, så alf og til sidst vampyr, og den cirkel kørte hun et par gange, selvom det udmattede hende lidt, men han var nødt til at vide, hvad hun var for at kunne forstå det.

Holdte af ham? Ja, nu var han nød til at spørge. "Som ven?" Han så spørgende på hende. Han nikkede langsomt. En der holdte af ham... Det gik vel an. Han foretrak dog at folk elskede ham, men man kunne jo ikke få alt, vel? Han bed sig kort i underlæben. Han undrede sig kort over hvorfor hun ikke besvarede hans spørgsmål, men lod det ligge.
"Det kommer an på hvad det er..." Han sparkede igen til en sten. Hvis det var computer musikken ville han nok tøve, en del. Malerier, og tegninger var der ikke så meget galt med. Han sad tit inde ved sit værelse, og tegnede. Eller malede. Han havde sit eget staffeli.
Han så spørgende på hende da hun trådte ind foran ham, og stoppede op. Han rynkede panden lidt. Et vrik med øjnebrynet, og en undren mine. "Kamæleon?" Han så spørgende på hende.

Lissette så op på ham med et blidt smil. "Ja, som ven," sagde hun og smilede blidt til ham, men så så også lidt undrende på ham, for selvom hun jo var sytten, så havde hun ikke rigtig nogensinde tænkt på folk som mere end venner, hun havde aldrig haft en kæreste eller kysset nogen før, for hendes forældre talte jo ikke med der. "Hvorfor da?" spurgte hun med et lille grin og så nysgerrigt på ham, hun ville gerne se hvad det var at han kunne lave, for hun havde jo selv ikke rigtig nogen kunstneriske evner eller noget i den dur.
Hun så på ham og valgte til sidst at blive ved vampyr og lade være med at skifte da hun hørte ham sige ordet. Hun nikkede lidt og smilede til ham. "Yup, det er mig," sagde hun med et lille grin og trak så på skuldrene.

Godt. Som ven. Det var bedst. Han smilede skævt. Han så lige ud igen, og kløede sig i nakken. Hvis hun var parat på en masse humørsvingninger kunne de godt være venner... Det virkede bare så forkert. Han vidste ikke helt hvorfor. Det... Virkede bare forkert. Han kunne beskrive hvorfor. Han sparkede igen til en sten. Han bed sig i underlæben. "Jeg tør bare ikke at vise det jeg har lavet på computeren..." Mumlede han, og så stadig genert ned.
Han smilede skævt. "Sejt." Han gik udenom hende, og lidt videre. Han så sig over skulderen. "Kommer du?"

Lissette var jo heller ikke ude efter en kæreste eller noget i den dur. Hun ville bare have venner, være en fri fugl og alt det. Og al det med humørsvingninger, det havde hun sgu da også, hun var bare blevet god til at styre dem efterhånden og virkede mest af alt bare rolig. For hende virkede dét at være venner med Frederik som en god idé. De skulle nok hurtigt kunne få sig et godt venskab. Hun klukkede lidt over ham. "Hvorfor? Jeg dømmer ikke," sagde hun med et blidt smil og så varmt på ham. Hun trak bare lidt på skuldrene over hans ord og så lidt ned. På grund af hendes hovedsaglige evne til at kunne skifte hjernemønster og al det, så vidste hun ikke helt hvem det var at hun var. "Det er vel okay," sagde hun bare lidt undvigende og grinede lidt til ham. Da han begyndte at gå videre, fulgte hun hurtigt efter. "Ja da," sagde hun med et blidt grin.

//Sorry tiden xD

Frederik smilede skævt. Han vidste snart ikke hvad han havde gang i... Et spørgsmål sneg rundt inde i hans hoved. Han så lidt på hende, og rømmede sig. Han sukkede lavt, og tog mod sig til sig. "Kender du Clarice?" Han så spørgende på hende. Han ville helst undgå at forklare hvorfor han ville vide om hun kendte Clarice.
"Fordi at det er... Pinligt." Mumlede han, og sukkede lavt.
Det var pinligt... Tænk hvis det ikke var godt ? Jaja, han lavede det, og hørte det. Men det betød ikke at han altid kunne lide det han lavede. Han havde heller ikke styr på det hele tiden. Mange kunne lide det, men ja... Han var dømmende overfor sig selv.
Han så drillende på hende, og gik lidt hurtigere. "Du er langsom, Lissette... Kom nu, let røven." Han begyndte nærmest at løbe.

//Det er helt okay ^^//

Lissette så spørgende og blidt på ham da han rømmede sig og lagde så nysgerrigt hovedet på skrå da hun hørte hans spørgsmål. "Ja da, vi bor i samme hytte," sagde hun med et lille grin. "Hun er en af mine gode veninder." Hun rynkede lidt på brynet og så lidt undrende på ham. "Hvorfor da?" Der var ingen dømmende tone i hendes stemme, kun nysgerrighed og undren.
Hun klukkede blidt over ham og rystede let på hovedet over ham. "Det vil jeg se og høre, før jeg tror det," sagde hun med en drilsk stemme og smilede varmt til ham. Hun nød virkelig at være sammen med Frederik, det var bare dejligt afslappende. Han var en god ven.
"Åh!" sagde hun med en påtaget fornærmet mine og fulgte let efter ham, hun var jo lige så hurtig som en vampyr og hun grinede lidt over ham. "Mig? Langsom? Om jeg må bé'!" Sagde hun med et grin og smilede skævt til ham inden hun begyndte at løbe, og det var hurtigt. "Det er dig der er langsom!" Hun lo og løb væk fra ham, nysgerrig om han ville følge efter.

//Igen, sorry tiden, har haft noget travlt. o:

Clarice havde jo sagt at hun boede i hytte med Lissete, og Zafira. Okay, han kendte dem alle tre i den hytte. Gode veninder? Ja, okay... Clarice virkede også som en der havde masser af veninder. Han smilede lidt, dog falmede smilet lidt da hun spurgt om hvorfor. "Åh, jeg var bare nysgerrig." Han smilede lidt skævt, og lagde hovedet på skrå. "Og, så fordi jeg kender jer alle i den hytte." Han kunne ikke lade være med at have et lille uskyldigt smil. De tre piger var dem han mest undrede sig over. Søde piger. Det var godt han undrede sig over dem.
Frederik stak underlæben ud, og lavede hundeøjne. "Jamen... Jamen... Okay da..." Han sukkede dramatisk, og smilede skævt. Han trippede lidt.
"Ja, dig, langsom." Han grinede, og smilede uskyldigt. Han hævede et øjnebryn, og så efter hende. "Moi? Næh, næh!" Vampyr fart. Han løb efter hende med vampyr fart. Hurtigt nåede han bag hende. "Vent! Der er noget galt!" Sagde han med hævet stemme. For at se om hun troede på det, og han kunne få lov til at snyde lidt. Forhåbentlig troede hun på der var noget galt, og stoppede op så han kunne komme forrest.

//Det er sgu da helt okay, du ramte bare lige det tidspunkt hvor jeg ikke havde mulighed for at svare xD //

Lissette hævede nærmest spørgende det ene øjenbryn og nikkede så lidt og smilede da han uddybede lidt mere. "Jeg har ellers ikke hørt nogen af dem snakke om dig," sagde hun med et lille grin og smilede så drilsk til ham. "Det undre mig faktisk lidt." Det sidste var mere sagt til hende selv og hun rynkede kort på brynet, men rystede så på hovedet og smilede til ham igen. Hun smilede blidt over ham og kunne ikke lade være med at le da han lavede hundeøjne og endte hurtigt med at række ud og nive i hans kinder lidt. "Du er så kær, Frederik," sagde hun med et utrolig blid stemme og kunne ikke lade være med at grine bredt til ham inden hun slap hans kinder igen.
Hun lo over ham og blev ved med at løbe og kunne godt høre ham bag sig, men da han alligevel hævede stemmen og sagde, at der var noget galt, sagtnede hun farten, men så hurtigt at han kom op foran hende. "Din snydepels!" råbte hun efter ham og løb hurtig efter ham igen, satte af og hoppede op på ryggen af ham. Hendes ben lå om hans liv og hendes arme om hans hals, dog uden at kvæle, det ville jo bare være dumt. Men hun holdte sig fast. "Fanget," lo hun i hans øre og lod ham tage slæbet.

//EH... D: Så meget... X_X... Jeg har lidt kreasvigt :c... Bær over med mig xD
Hehe, jeg er tankelæser... Jeg svarer de tidspunkter folk ikke kan svare... xD//

Ikke det? Han vidste ikke om han skulle være fornærmet eller lettet... Hvem ville også snakke om ham? HAn var jo latterlig... En dum dreng der prøvede at få noget han ikke kunne få ved nogen piger... Ja, nu trådte han ned på sig selv. Det havde han også fortjent. Han var idiotisk.. Hvem gad da også lige at snakke med ham? Han var et nul. "Det forstår man vel godt de ikke har.." Mumlede han lidt. "Hvad undrer dig?" Han så spørgende på hende.
Frederik grinede lavt over hende, og smilede skævt. "Tak, tak." Han rakte drillende tunge.
Yes! Det virkede! Han grinede kort over det. "Så kan du lære det!" Råbte han tilbage, og løb hurtigt. Han blev noget overrasket over at hun hoppede op på hans ryg. Han blev dog ved med at løbe. "Øv..." Han smilede skævt. Han hoppede over en væltet træstamme.