Hello again ~ Lissette

Det var lige meget. Det hele var dumt. Han sukkede lavt, og trådte væk fra hende. Han så ned, og hans skuldre rystede lidt. Et tegn på at han var ved at bryde psykisk sammen grundet af at alle de følelser der ville væk og frem. Han tog sig til håret, og rev lidt i det.
"Det er lige meget, du føler jo kun venskabelige følelser." Mumlede han, og lukkede øjnene. Han sukkede igen, og trådte endnu engang væk fra hende.

Lissette kunne ikke klare at se ham sådan, det pinte hende så grueligt og fik det til at knuge smerteligt i hendes bryst. Og så da han trådte længere væk fra hende, rynkede hun på brynet og så umådelig trist ud. "Jeg har aldrig været forelsket før, jeg aner ikke hvordan det føles, Frederik," forklarede hun trist og ville så gerne gøre et eller andet for at få han til at smile igen.

//Godmorgen og undskyld for det korte svar ^^'

//Godmorgen xD Er næsten lige vågnet op Det går nok ^^

Det var lige meget. Han smilede lidt halvhjertet. Han lagd armene over kors, og trak på den ene skulder. Han så lidt på hende, og så ned igen.
"Det er lige meget, Lissette." Han lukkede øjnene. "Bare gå ind i din hytte." Han åbnede øjnene, og så på hende. Langsomt blev følelserne pakket ned. Hans smil blev mere ægte.

//Fedt //

"Frederik," sagde Lissette lavmælt og langsomt alt imens hun så på ham med et sørgmodigt blik. "Jeg vil ikke miste dig." Hun grinede trist og så ned og tørrede sine øjne en gang. Hun havde fået en fantastisk ven og nu så det ud som om at hun ville miste ham straks efter. Hun sukkede og lukkede sine øjne et kort øjeblik inden hun tog sig sammen og så på hive med et smil. "Nej, kom med mig," sagde hun med er lille grin og tog ham ved hånden og ville hev ham blidt med sig over til hytten og ind efter at have tjekket om der var nogen der inde. Og så ville hun føre ham over til sit værelse og lukke døren efter dem. Men det ville kun ske hvis han lod det.

Frederik så væk. Han ville ikke se på hende. HAn vidste hvad han ville se hvis han gjorde. Følelserne blev pakket væk. Men hans smil var falmet. Væk. Ligesom hans følelser var på vej. Midlertidligt, selvfølgelig. Han sukkede lavt over hendes ord. Han hævede et øjnebryn over at hun grinede. Han sukkede bare, og fulgte med hende.
"Hvad skal jeg?" HAn så spørgende på hende. Hvorfor hen imod hendes hytte? Hvad skulle han der?

Lissette var trist over at han pakkede følelserne væk for hende, det gjorde hende ked af det og hun ville så gerne se ham smile igen, så bare være hendes ven, hvorfor kunne alt ikke bare blive som før? Hun savnede allerede den ven hun havde haft før. Hun smilede lidt til ham da han valgte at følge med og hun førte ham ind på sit værelse. Der var nogle familie billeder hist og pist og nogle blokke der lå på hendes skrivebord og sådan, ellers var der rent og ryddeligt. Hun slap ham inden hun lod sig dumpe ned på sengen og hun så op på ham med et uskyldigt blik. "Jeg vil bare ikke være alene," forklarede hun lavmælt og så ned i sine hænder med et trist blik.

Frederik kunne ikke selv vælge hvornår følelserne blev pakket væk... Eller jo, på en måde kunne han. De forsvandt når han ikke ville mærke det gøre ondt inde i ham. Den slags følelser hadede han. Han så rundt på hendes værelse, og undrede sig kort over hvorfor han skulle være der... Og så var det hendes svar? Hun ville bare ikke være alene? Han sukkede lavt. Det uskyldige blik hun så på ham med satte tankerne lidt i gang, men de blev hurtigt stoppet igen. Han satte sig på sengekanten, og så ned i gulvet.
"Hvorfor finder du så ikke bare en af dine veninder? Det er bedre end at snakke med en dreng der ikke kan kontrollere sig selv." Han så på hende, og smilede skævt. Hans stemme havde haft en smule drilsk i sig.

Lissette ville ikke have en af sine veninder, hun ville have Frederik, ingen anden. Hun sukkede over ham, kørte en hånd igennem det stadig halvfugtige hår. I stedet for at svare på hans spørgsmål, sagde hun; "Kan du vende dig om et øjeblik så jeg kan skifte?" Hendes stemme var ganske blid og spørgende, ikke spor dømmende. Hun så blidt og roligt på ham imens hun ventede på et svar. Hun skulle ud ad den våde kjole inden hun endte med at blive syg.

Frederik sukkede svagt over hende. Han rev lidt i sit hår for at føle en smule smerte. Han så på hende. Han så ned af hende, og forstod så at hun ville ud af kjolen.
"Ja." Han rejste sig op, og gik ud af værelset for at give hende mere plads.
Han satte sig udenfor døren, og ventede på at han måtte gå ind igen.

Blikket der var rettet imod Frederik var trist og ked, og det var tydeligt at Lissette bare ville være der for ham og gerne ville kunne være den for ham, som han havde brug for og ville have, men hun kunne jo ikke få sig selv til at føle noget, vel? Hun var forvirret. Da han gik ud ad hendes værelse og efter at han havde lukket døren, trak hun kjolen af og smed den over skrivebordsstolen og fandt hurtigt en løs sweater og et stramme bukser. Så da hun var færdig, gik hun over og åbnede døren og så kort rundt inden hun fik øje på ham. "Jeg er færdig, så kommer du?" Spurgte hun blidt og smilede lidt til ham imens hun betragtede ham blidt.

Hvorfor var han her overhovedet? De kunne få problemer ved det her. Det var jo snart aften. Han sukkede lavt, og fik knæene op til hagen. Han lagde armene om benene. Han lukkede øjnene, og var fordybet i sine tanker da hun kom ud igen. Først reagerede han ikke. Han åbnede øjnene, og så på hende.
"Du ved godt vi kan få ballade hvis jeg bliver her for længe." Mumlede han. For det var jo sandt. Han rejste sig op, og lagde armene over kors.
"Men ja." Han gik ind i værelset igen.

Lissette så blidt ned på ham og hendes blik skiftede imellem flere forskellige følelser, og hun smilede let til ham og trak leg på skuldrene over hans ord. "Du kan godt være her lidt endnu," sagde hun med et lille grin og hendes kinder blussede lidt. Hun nikkede lidt til ham og trådte til side så han kunne komme ind igen inden hun lukkede døren bag dem begge og smuttede så over og lod sig dumpe ned på sengen. Hun så op på ham med sine store, blå øjne og med det røde pandehår der gik lidt ned over hendes øjne. Hun klappede på sengen ved siden af hende, en tavs opfordning til at han skulle sætte sig.

Være der lidt endnu? Det kunne han vel godt, men om han gad det... Om han forstod hvorfor.... Han ville gerne, han forstod bare ikke hvorfor, andet end at hun gerne ville have det. At hun ikke ville være alene... Men hvorfor... Der var da intet galt i at være alene? Så kunne man tænke over tingene, og gøre det man ville.
"Det kan jeg vel." Sagde han, og så igen rundt i hendes værelse. Han så på hende, og satte sig på sengekanten da hun gjorde tegn til det.
"Hvorfor vil du ikke være alene?" Det lød måske sært, men han syntes det var et godt spørgsmål. Han så spørgende på hende.

Lissette var virkelig glad for at han ikke gik fra hende. Det betød virkelig meget for hende at han ikke gik. Og hun havde virkelig bare lyst til at ligge armene om og kramme ham, men det var nok ikke så smart i øjeblikket. Hun så ned i sine hænder og tøvede lidt. "Hvis du da har lyst?" Spurgte hun lavmælt og med en blid stemme. Hun pillede lidt ved sine fingre og vred hænderne. Hun trak lidt på skuldrene og ville ikke se på ham. "Jeg kan bare ikke klare tanken lige nu, jeg vil virkelig ikke være alene." Hendes stemme var lav og tøvende og forsigtigt.

Frederik ville meget gerne blive, men han turde på en måde heller ikke blive. Han sukkede lavt, og lænede baghovedet op af væggen. Han smilede skævt, og kunne mærke følelserne blev pakket op igen. Det var dog godt pokkers som de gik og kom.
"Jeg har lyst... Men jeg ved ikke om jeg tør." Mumlede han som svar, og så lidt ned. Han satte sig ved siden af hende, og lagde hovedet på hendes skulder.
"Hvilken tanke?" Han så spørgende på hende.

Lissette så lidt undrende på ham og tøvede lidt. "Hvad skulle der da kunne ske?" Spurgte hun undrende og så ned i sine hænder igen. Da hun mærkede hans hoved imod sin skulder, sukkede hun med et svagt smil om læben og hvilede kinden imod toppen af hans hoved. Hun lukkede sine øjne og bed tænderne sammen. "Om at miste dig, det er den tanke jeg ikke vil være alene med," sagde hun lavmælt og synes nærmest, at hende hjerte stoppede efter at hun havde udtalt ordene. Nu kunne hun kun vente på hans reaktion. Hendes øjne var stadig lukkede, hun var næsten direkte bange for at se på ham.

Frederik sukkede lidt, og ville faktisk helst ikke sige det... Men valgte at gøre det. "Når jeg er følsesløs gælder ordene, nej og stop, ikke i mit hoved." Mumlede han bare. Han lukkede øjnene, og smilede lidt. Han kunne faktisk falde i søvn sådan som han sad nu hvis det skulle være. Miste ham?
"Venner kommer og går." Hviskede han bare. Han tog hendes hånd, og åbnede øjnene. Han så lidt på hendes hånd.

Lissette grinede lavmælt over hans ord og rystede bare lidt på hovedet. "Jeg stoler på dig, og hvis du prøver på noget, så er jeg ikke bange for at slå fra mig," sagde hun og de sidste ord var en anelse drilske, men samtidig stadig triste og sande. Hun mente det fandme. Hun sukkede stille og nød at sidde sådan med ham, og hun følte sig virkelig afslappet sammen med ham. "Men jeg vil ikke have at du går," sagde hun lavmælt og sukkede og åbnede øjnene halvt da hun mærkede hans hånd om sin. Hun smilede lidt og nussede sin kind imod hans hoved.

Frederik hævede et øjnebryn. Virkelig? Slå fra sig? En pige? Han grinede lidt over det. "Nånå? Skal vi lade det komme an på en prøve?" Han så drillende på hende med et skævt smil.
Hun ville ikke have det? Han kunne ikke lade være med at grine igen. Kort dog.
"Du må leve med at jeg en dag måske er væk." Sagde han roligt. Han kyssede hendes hånds knoer, og smilede skævt.

Lissette grinede lidt over ham og puttede sig lidt ind til ham. "Du kommer da bare an," sagde hun drilsk og så op på ham med et lille smil. Hun var ikke bange for ham, det var hun virkelig ikke, hun stolede faktisk fuldt ud på ham og hun ville gerne have en lille slåskamp med ham, hun elskede sådan nogle små kampe imellem venner, især drengene der ikke troede på at hun kunne en skid.
Hun blev hurtig trist over hans ord. "Men jeg vil ikke miste dig," sagde hun lavmælt og sukkede stille. Hendes kinder blussede op da han kyssede hendes knoer. Hun anede ikke hvordan hun skulle reagere eller hvad hun skulle føle.

Frederik grinede lidt over hende, og smilede skævt. "Okay... Ingen evner. Forstået?" Han så spørgende på hende for at se om hun var med på at der ikke måtte blive brugt evner. Han smilede lidt, og lukkede kort øjnene. Hvis man snakkede om seriøst kamp ville man nok tabe for der røg følelserne væk, og der fandtes ordene, som sagt, nej og stop ikke i hans hoved.
Han sukkede lavt. "Jeg kan ikke love jeg en dag ikke bare forsvinder." Tja, han måtte vel sige sandheden om det. I hans hoved var det normalt at kysse en piges hånd, men ja... Det var jo Frederik.

Lissette lo og rakte ham hånden. "Deal," sagde hun med et grin og et drilsk glimt i øjet. Hun snakkede jo kun om en venskabskamp, det var intet seriøst. Så hun ville ikke have noget imod at tabe. Hun så op på ham med et tillidsfuldt blik og et lille smil om læben. Hun sukkede og tog så begge hans hænder i sine og så på ham med et alvorligt blik. "Jamen, jeg vil ikke lade dig forsvinde," sagde hun med alvor i stemmen og slap ikke hans hænder, men vendte sig om imod ham og trak det ene knæ op på sengen så det lå som en trekant til højre for hende og det andet ben lå med foden på gulvet.

Frederik tog grinende imod hendes hånd. "Godt så." Han smilede skævt. Han havde ikke tænkt sig at såre hende fysisk, eller psykisk faktisk, i hvert fald ikke med vilje. Aldrig i livet. Han så ned på deres hænder da hun tog begge hans hænder i sine.
"Lissette, lad nu være..." Han sukkede, og tog sine hænder til sig. Han lænede ryggen op af væggen, og lukkede øjnene.
"Det kan ske, siger jeg." Mumlede han. "Ikke at det sker." Han vendte ansigtet væk fra hende.

Lissette grinede til ham. "Så kom an!" Sagde hun opfordrede og smilede drilsk til ham og lænede sig udfordrende ind imod ham. Hun ville heller ikke skade ham, på nogen måde. Hun holdte af ham, hun holdte virkelig meget af ham.
Hun sukkede over ham. "Lad være med hvad?" Spurgte hun trist da han tog sine hænder til sig igen. Hun ville gerne have en forklaring. Hun sukkede lidt. "Jeg siger bare, at jeg ikke har tænkt mig at lade sådan en fantastisk fyr bare forsvinde ud ad mit liv," sagde hun ærligt og lige fra hjertet. Hun blev ved med at se på ham og nægtede at se væk.

Skulle han tage det første skridt mod en venskabskamp? Niksen! Det kunne hun da gøre. Han smilede drillende. "Skal jeg starte? Sådan går det ikke." Han lagde hovedet lidt på skrå. "Slå mig hvis du tør." Hans stemme var udfordrende.
Frederik sukkede, og så væk fra hende. Han lod hende snakke ud. "Lad være med det der." Han så på hende. Hans blik var tomt. "At sige jeg er en fantastisk fyr. For det er jeg ikke." Han sagde sandheden. "Jeg slog mine egne forældre ihjel, og en masse andre..." Han så igen væk. "Og jeg har tænkt på at forlade akademiet."