Hello again ~ Lissette

//Haha xD Så meget //

Lissette synes, at det var mærkeligt at ingen af pigerne havde snakket om ham, fordi at han jo var sådan en sød og kær fyr. Hun så lidt undrende på ham og smilede stadig blidt og lidt forvirret. "Fordi at du er sød, og du ser godt ud," sagde hun ligeud og med et lille grin om læben og trak på skuldrene, som om det var intet, og at det var helt normalt at sige. Hun var trods alt meget ligeud, ligemeget med hvad det galte, for hun havde den indstilling, at hvis man spurgte om noget, skulle man også være parat til alle de svar man kan få, så hvis man du spurgte Lissette om hendes mening om én anden, så ville den rene og skære sandhed komme frem, intet mindre.
Hun lo over ham og planlagde allerede en lille hævn og udførte den jo kort efter; at hoppe op på ryggen af ham. Hun klukkede blidt i øret på ham, da hun endelig sad oppe på ryggen af ham og hun pustede ham drillende i øret. "Du hænger på mig nu, bokstaveligtalt," lo hun blidt og vidste, at han kunne høre hende.

Sød og så godt ud? Altså, det med at han så godt ud, ja det vidste han da, men sød? Det var lidt overraskende at få at vide. Men rart. Dejligt at vide hun syntes han var sød, så var han da sikker på han ikke var en idiot i hendes øjne... Han smilede taknemmeligt. "Tak." Han lagde hovedet lidt på skrå.
Frederik grinede kærligt over hende. Han hævede et øjnebryn. "Nå, så det gør jeg? Så må du jo tage konsekvenserne." Han smilede skævt, samt drillende. Han løb ind i skoven... Og hen imod vandfaldet. "Hold nu godt fast." Han hoppede ned i vandet.

Lissette synes virkelig, at han så godt ud, han var høj, muskuløs og så var hans øjne fantastiske. Og så kunne hun godt lide hans hår, hun elskede brunt hår, eller bare mørkt hår generelt, til drenge. Så kort sagt, hun kunne godt lide hans udseende. Hun klukkede blidt over ham. "Der er ingen grund til at takke mig for at sige sandheden," sagde hun blidt og smilede varmt til ham med nærmest skinnende øjne.
Hun lo over ham. "Bring it on, baby!" sagde hun med en glad latter indtil hun begyndte at kunne høre vandfaldets brusen. Hun stivnede fuldstændig og nåede ikke at hoppe af ham før han hoppede. Hun nåede kun lige at lukke munden og holde vejret da de ramte overfladen. Hurtigt slap hun ham og svømmede op til overfladen. Kjolen svang sig om hendes ben og gjorde det svært at tage svømmetag. "Frederik, for helvede da!" udbrød hun og så op imod vandfaldet med et forsigtigt blik og svømmede hurtigt ind imod bredden og kom op. Hendes hår lå ned ad hendes skuldre og var mørkere end normalt og kjolen klæbte sig til hendes krop imens hun prøvede at vride væden ud af den og sit hår. "Jeg kan virkelig ikke lide det her sted," mumlede hun lavmælt og så på ham med et lettere mukkent blik. Hun var ikke sur på ham, bare lidt irriteret.

"Tak fordi du siger sandheden, og ikke bare lyver op i ansigtet på mig." Han smilede drillende, og lagde hovedet lidt på skrå. Han lagde armene over kors. Det var jo rigtigt. Hun kunne jo bare have løjet for ham, og ignoreret ham. Men nej, hun sagde sandheden, og ville gerne snakke med ham. Det betød meget for ham.
Frederik grinede lavt, og kunne mærke det kolde vand gøre hans tøj vådt. Han dykkede først ned til bunden, men kom så op igen. Han så spørgende på hende da hun udbrød nogen ord. Han rynkede panden lidt.
"Hvad er der galt?" Han lagde hovedet lidt på skrå. Han svømmede ind til bredden, og gik roligt op. Han rystede lidt på hovedet, og kørte en hånd igennem håret så det kom væk fra ansigtet. Han så spørgende på hende. Han måtte indrømme... At hun så virkelig godt ud. Han smilede lidt charmerende, men det falmede hurtigt. Han gik hen ved siden af hende.
"Undskyld." Sagde han oprigtigt, og så ind i hendes øjne. Han så kort rundt.

Lissette smilede blidt over ham. "Jeg er blevet opdraget til at fortælle sandheden hvis folk beder mig om den eller hvis jeg finder det rigtigt, og gør jeg ikke, lader jeg være med at sige noget, for jeg er ikke typen der lyver," forklarede hun blidt og sendte ham et varmt og ærligt smil. Det var tydeligt at se, at hun mente hvert et ord.
Hun var halvt om halvt ligeglad med om hun blev våd, for på den ene side elskede hun kjolen og ville jo gerne hurtigt op ad vandet så den måske ikke blev så ødelagt og så ville hun samtidig godt op ad vandet, da hun ikke brød sig om vandfaldet, men alligevel, det var jo bare vand!
Det blik hun sendte ham var iskoldt, hendes øjne var nærmest blevet isblå, men på en eller anden måde tøede de op da han undskyldte og hun sukkede og gned vandet ud ad sine øjne inden hun tog hans hånd i sin og trak blidt væk på ham. "Kom, lad os gå tilbage," sagde hun blidt og trak ham roligt efter sig, ivrig efter at komme væk fra det frygtelige vandfald.

Frederik nikkede bare. Sagde ingenting til det. Hvorfor skulle han? Det var jo en god opdragelse hun havde fået så. Hun havde ingen ide om hvor heldig hun var.
Frederik kunne ikke lide at hun virkede så bange. Var det ikke lidt betryggende for hende at han var der? Åbenbart ikke... Han sukkede svagt over hendes iskolde blik. Hans skuldre sank, og et kort øjeblik så han helt fortabt ud. Han nikkede til det hun sagde.
Han gav hendes hånd et lidt betryggende klem, og fulgte med. Han så roligt på hende. "Lissette..." Han sukkede svagt. "Hvad er der galt?" Han så spørgende på hende.

Lissette kunne godt hurtigt regne ud, at hendes opdragelse havde været noget bedre end hans, og hun var ked af det på hans vegne, at han havde haft sådan nogle forfærdelige forældre. Det var gået op for hende, at hun havde haft nogle vidunderlige forældre, ikke at hun havde vidst det før, det var bare gået op for hende i en større grad nu.
Hun var skam tryg i hans nærvær, men hun brød sig virkelig bare ikke om det pokkers vandfald, det gav hende myrekryb! Hun brød sig ikke om at han havde set så fortabt ud, han havde set så kær og trist ud. Hun svarede ham ikke før de var kommet et godt stykke ind i skoven. "Jeg kan bare ikke lide det vandfald," sagde hun stille. Hun vendte sig ikke om for at se på ham, men blev ved med at gå og trække ham med sig.

Alene tanken om hans barndom fik ham altid til at mærke på hans brystkasse. Han kunne tydeligt huske kniven skære ind i hans hud... Skræmmende. Uhyggeligt. Hans moders uhyggelige ansigt. Han skælvede lidt ved tanken om det. Han rystede dog oplevelsen af sig.
Han smilede lidt, men kun lidt. Lidt halvhjertet smil, men det var der. Han så lidt på hende, og trukket på den ene skulder. Han sukkede svagt.
"Hvorfor ikke?" Han stoppede op, og rev hende ind i hans favn. Han låste armene om hende, og så bestemt på hende. Ikke tale om hun skulle nogen steder før hun havde forklaret ham hvorfor.

Lissette var slet ikke parat da han hev i hendes arm eller da hun kort efter tumlede klodset ind i hans favn og støttede af med hænderne imod hans bryst. Hun rystede ganske let af ubehag, men det var bestemt ikke på grund af at være tæt på ham, hun var jo nærmest fanget i hans arme, og det var grunden til at hun gispede og grunden til at hun hurtigt gemte ansigtet ind imod hans skulder og hals. "Det er Shadow Falls, det sted er forbandet," sagde hun indtrængende og så op på ham idet hun begyndte at snakke. Hendes blik var roligt og blidt, men det flakkede ganske let imod noget bag ham, imod lyden af vandfaldet. "Og jeg ved ikke med dig, men jeg bryder mig ikke om at blive og finde ud af om legenderne taler sandt med dødsenglene." Hun gøs ganske kort og lukkede øjnene imens hun gemte sit ansigt imod overgangen af hans skulder og hals. "Kan vi ikke nok gå tilbage?" hviskede hun mumlende imod hans våde skjorte og skælvede i hans favn.

//Jeg ved ikke om jeg svarer så meget mere i aften, jeg er pisse træt så smutter nok i seng her om lidt

//I orden ^^ Sov godt :3

Frederik reagerede ikke på at hun rystede let af ubehag. Han så alvorligt på hende. Han kærtegnede beroligende hendes ryg. Han smilede skævt for at berolige hende. Han var ikke bange, ikke for en latterlig børnefortælling. Han lagde hovedet lidt på skrå.
"Lissete, forbandet eller ej, der sker dig ikke noget." Sagde han roligt. Han så på hende med blide øjne. Hans blik veg ikke fra hende. Han holdte øje med hende, men hans andre sanser var vågen efter om der skulle være nogen. Han rystede bare lidt på hovedet. "Jo, lad os gå tilbage." Han lagde en arm under hendes ben, og en var om hendes ryg. Han løftede hende op, og smilede lidt drillende. Han begyndte at gå tilbage imod skolen. "Men, selvom de findes, så lader jeg dem ikke skade dig." Mumlede han, og så roligt på hende. Han smilede skævt.

Lissette kunne mærke hvordan hun begyndte at lade være med at ryste imens han holdte om hende, som om hans arme kunne beskytte hende. Tanken var absurd, men den var der ikke detso mindre. Hun så op på ham med et forsigtigt blik, og blev mere beroligende af ham og kunne pludselig ikke få øjnene fra ham. "Og hvad mener du med det?" Spurgte hun med et spørgende smil og lagde hovedet let på skrå imens hendes hænder lå udstrakt imod hans brystkasse og hun kunne mørke musklerne under hans tynde skjorte. Hun nikkede lidt og skulle til at vriste sig fri fra ham. "Ta-ak!" Var hun ved at sige, men den sidste ende af stavelsen blev skinger da han pludselig løftede hende op. Hun lagde armene om hans hals og klyngede sig nærmest til ham et øjeblik. Imens blev hendes kinder lige så røde som hendes hår og hun gemte ansigtet så godt hun kunne imod hans skulder. "Du er en god ven, Frederik," sagde hun efter en lille tøven og grinede så lidt imens hun slap sit greb om ham lidt for ikke at kvæle ham.

//Nat nat

//Godmorgen

Frederik så roligt på hende. Lige nu var han rolig, og afmålt på at ingen skulle gøre hende fortræd. Han smilede skævt. "Jeg mener, at de dødsengle ikke får lov til at røre ved dig." Svarede han, og smilede beroligende samt skævt.
Frederik grinede kærligt over hende, og smilede blidt. Han hævede et øjnebryn over at hun nærmest klyngede sig ind til ham. Hans blide smil blev straks kærligt da han så hun rødmede, meget. Han smilede lidt flovt over hendes ord. "Nej.. Jeg er bare beskyttende." Han trak på den ene skulder. Hans skridt var hurtige, og målrettet mod skolen. Han så forsigtigt på hende, og smilede skævt. Hans ryg var rank. "Hvad griner du af?" Han så spørgende på hende.

//Godmorgen du //

Lissette smilede da hun hørte hans svar, og hun puttede sig en anelse ind i hans favn. "Det er jeg glad for at høre," sagde hun med et smil og følte sig faktisk mere rolig på grund af ham og var glad for at det var ham der var hoppet i vandfaldet med hende på ryggen og ikke en anden.
Hun så godt det kærlige i hans smil og undrede sig over hvad det mon betød alt imens hun så ned. Hun vidste ikke hvordan hun skulle tyde det og kunne mærke hendes hjerne nærmest knuge sig sammen et kort øjeblik, men hun anede ikke hvad det betød. Hun smilede dog over hans ord og slog endelig blikket op og så på ham med et varmt smil. "Så er vi to," sagde hun med et blidt smil og blev den her gang ved med at se op på ham imens hun havde kinden hvilende imod hans skulder. Hun trak selv lidt på skuldrene. "Ikke rigtig noget, jeg griner bare," forklarede hun lidt tamt, selvom det trods alt var sandheden og hun blev ved med at se op på ham og smile.

//Åh ha... Jeg elsker at få morgenmad x)

Frederik blev ved med at smile kærligt, dog uden at vide helt hvorfor. Måske draget af hendes vidunderlige personlighed? Hun så også pæn ud... Han rystede lidt på hovedet for at få tankerne ud. Hun så ham som en ven, og han ville ikke prøve at score hende, og så dernæst knuse hendes hjerte fordi han er en idiot. Han sukkede lavt, og så fremad.
Han kunne mærke hun så på ham, men han blev ved med at se fremad. Han bed sig i underlæben for at stoppe sig selv i at kigge på hende. Han nikkede til det hun sagde.
Da de endelig var ved skolen gav han forsigtigt slip på hende så hun kunne komme ned fra hans favn.
"Skal jeg følge dig hen til din hytte?" Han så spørgende på hende.

Lissette blev bare ved at kigge på ham med sine blå øjne og studere hans kæbe, hans læber, øjne, næse, og det våde hår der langsomt begyndte at tørre. Hun kunne ikke få øjnene fra ham, hun kunne gerne kunne huske hans ansigt når de engang skulle skilles. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun var også ligeglad. Hun så også godt, at han ved sig i underlæben, og hun undrede sig lidt over det og en lille rynke kom langsomt frem imellem hendes bryn. Hun sagde ikke noget, men betragtede ham bare imens hun ud ad øjenkrogen så at akademiet begyndte at komme til syne. Og det gjorde hende lidt trist da han begyndte at sætte hende ned igen og hun stod kort lidt usikkert på benene efter at været blevet båret i så lang tid og støttede sig op til ham imens. "Det må du da meget gerne," sagde hun og smilede op til ham. "Jeg ville intet have imod det." Hun smilede skævt til ham og klukkede let og slap ham så helt imens hun begyndte at gå imod akademiet og senere imod hytterne.

//Gør jeg også, sådan en god nutella mad er altid lækker x3 //

//Hehehe x3

Frederik undrede sig kort over at hun blev ved med at se på ham. Han sukkede lavt. Hans skuldre sank, og han så bare fremad med et lidt tomt blik.
Frederik lagde en arm om ende da han kunne se at hun var usikker på benene. Forståeligt nok. Han smilede skævt. Han nikkede blot til det hun sagde.
Først stod han lidt tilbage, og betragtede hende mens hun gik... Men så fulgte han efter hende med et skævt smil. Han greb ud efter hendes arm, og hvis han fik den ville han trække hende ind i hans favn igen. "Vent lidt."

Lissette havde dog lukket øjnene lidt en gang imellem og havde bare stolet på ham og ladet ham føre vejen selv, han kendte den jo. Derfor havde hun ikke bemærket hvordan hans skuldre havde sunket eller det tomme blik der var kommet i hans øjne. Hun så op på ham da han støttede hende og hun smilede lidt forfjamsket til ham og grinede lidt flovt over at være usikker på benene. Og da han ikke fulgte efter da hun begyndte at gå, så hun sig tilbage og vinkede ham tavst til sig med et varmt smil på læben og så så hun ligeud igen og ventede halvt om halvt at han fulgte efter, men hun nåede ikke særlig langt før at hun mærkede hans hånd om hendes arm og hvordan han trak hende ind til sig. Hun gispede lidt overrasket og så op på ham igen med begge hænder imod hans brystkasse. Det her gjorde de lidt for tit, gik det op for hende, og hun sendte ham et lille spørgende smil. "Hvad er der?" spurgte hun og så op på ham med et tillidsfuldt blik og et varmt smil på læben.

Frederik havde bare nikket da hun vinkede til ham. Han havde roligt gået efter hende, og hevet hende ind til sig igen. Denne gang var hans arme ikke låst om hende. Han havde begge hænder hvilende ved hendes arme, lidt ved håndleddene. Han smilede skævt.
Han kunne ikke. Måtte ikke. Turde ikke. Men han ville gerne.
"Ikke noget..." Frem med facaden. Han smilede skævt. Før han kunne nå at fortryde det pressede han kort sine læber mod hendes. Han gav dog hurtigt slip på hende, og så væk.

Lissette forstod ham ikke lige i det øjeblik, det gav ingen mening for hende og hun så bare undrende og nysgerrigt op på ham med et lettere forvirret ansigtsudtryk og langsomt lagde hun hovedet på skrå og betragtede ham imens hun ventede på at han svarede på hendes spørgsmål. Alligevel kunne hun ikke lade være med at gengælde hans smil. "Jo, kom med det, der er noget," sagde hun stædigt og grinede lidt til ham imens hun ventede på svaret. "Kom nu, hva ..." Resten af sætningen forlod aldrig hendes mund, for det var der han pressede sine læber imod hendes. Et kort øjeblik kunne hun ikke bevæge sig af ren overraskelse, og så blinkede hun et par gange og det var tydeligt at se, at hans handling langsomt sank ind, og så var det at hendes blik et kort øjeblik hvilede imod hans læber og så så hun ind i hans øjne og førte langsomt fingrene op til sine læber. Hun var aldrig blevet kysset før. "Hvad skete der lige?" spurgte hun lavmælt, hviskende, og så på ham med et forvirret blik.

Frederik blev ved med at se væk. Normalt vidste han godt hvad han skulle sige efter han havde kysset dem, men lige nu var han blank. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han så bare væk. Han lukkede øjnene, og trak på den ene skulder.
"Det ved jeg ikke." Mumlede han bare til svar, og blev ved med at se væk. "Undskyld." Han sukkede lavt, og kørte begge hænder igennem håret. Hans blik blev tomt.

//Meget korte svar, sorry. /:

Lissette fattede nadda, for at sige det kort og sandt. Hun var forvirret og kunne mærke sine læber summe ganske let, som en afmærkning af at han havde kysset hende. Langsomt og tøvende gik hun over til ham igen og lagde begge hænder imod hans kinder og vendte blidt, men bestemt hans ansigt imod hendes og hun så ham i øjnene, tvang ham nærmest til det. "Hvorfor kyssede du mig?" spurgte hun og mærkede sine kinder blusse ved tanken, selvom han egentlig kun havde strejfet hendes læber med sine egne. "Snak med mig," bad hun ham om, ja, hun tiggede ham nærmest. Endnu en gang mærkede hun den knugende fornemmelse i sit bryst, nærmest om hendes hjerte.

Frederik sukkede lavt, og hans skuldre sank igen. Han bed sig kort i underlæben. Han lukkede øjnene da hun lagde sine hænder mod hans kinder. Han åbnede øjnene, og så modvilligt på hende. Han lukkede øjnene igen over hendes spørgsmål.
"Det ved jeg ikke." Mumlede han, og åbnede øjnene. Hans blik var tomt. Et tegn på han ikke rigtig vidste hvad pokker han skulle gøre.
"Hvad skal jeg sige? At jeg kyssede dig fordi jeg synes du er sød? Pæn?" Han sukkede svagt, og prøvede at se væk.

Lissette sukkede lidt irriteret og så trist ud et kort øjeblik. "Jo, du gør, du ved det godt," sagde hun trist og blev ved med at se på ham med et fast og roligt blik. Hun ville vide det, vide hvad der lå bag det kys. Da han endelig svarede hende, sukkede hun bare og kærtegnede hans kinder for en kort stund. "Er det den eneste grund?" spurgte hun lavmælt og så blidt på ham imens hendes smil nærmest blev sørgmodigt.

//Jeg undskylder for tiden, nåede ikke at svare inden jeg skulle til fødselsdag og efter det stod den på en tøse-date

//Går nok

Den eneste grund? Nej! Det var ikke den eneste grund, men han turde ikke sige det. Han sukkede svagt, og prøvede stadigvæk at se væk. Han sukkede svagt. Han tog mod til sig.
"Okay, jeg kan godt lide dig... Mere end som ven." Mumlede han, og så flovt ned. En svag rosarød farve dukkede op ved hans kinder. Han rømmede sig, og blev ved med at have vendte blikket ned. "Det er lige meget..." Hviskede han.

Lissette ventede mere eller mindre tålmodig på et svar og blev ved med at se på ham imens hun virkelig prøvede at holde på hans blik, men gang efter gang så han væk eller lukkede øjnene. Men da svaret endelig kom, blev al farve drænet fra hendes ansigt og hun stivnede næsten umærkeligt. Hun blinkede et par gange med øjnene og der kom lidt liv i hende igen ved hans ord. "Nej, det er ikke ligemeget, sådanne følelser kan ikke bare være ligemeget, for hvor ville man så stå i verdenen?" sagde hun stille og med et sørgmodigt smil, for selvom hun ikke havde følt det før selv så tog hun sådan noget som kærlighed meget alvorligt.