Oh ... Hello. Who are you, young lady? ~ Lissette

//Du ved godt, at med alfers evne til at påvirke andres følelser så kan man ikke stritte imod? xD//

Lissette mærkede godt spjættet der gik igennem hans krop idet hun lagde hånden imod hans kind, men hun rykkede sig ikke, nægtede at flytte sig. Hun nussede blidt hans kind og da han trådte tilbage, fulgte hun efter ham og fangede ham op ad træet. "Nej, du skal slappe af, der er ingen nytte i at holde fast på vreden fra fortiden, det ender med at tære dig op til sidst," sagde hun blidt og blev ved med at påvirke ham på den beroligende måde. Hendes højre hånd lå imod hans overarm imens den venstre lå blidt imod hans kind, på en nærmest kærlig måde og hun nussede ham ganske blidt imens hun prøvede at få ham til at falde ned. Hun var ligeglad med højde forskellen, dét faktum at han nok var de ti centimeter højere end hende og at hun gik ham til øjnene, så når hun så lige ud, ramte hendes blik hans næse. Det var egentlig meget sjovt.

//Skal du da også rette på mig? xD Ej, jeg ved intet om dette. o.o Men tak xD

Frederik lukkede brat øjnene, og var godt og grundigt irriteret lige nu. Han følte sig fanget. Ikke godt. Han kunne let gå helt amok. Han blev ved med at holde øjnene lukket. Han hadede det faktum at hun rørte ved ham, og stod så tæt. Han pressede sig mod træet. "Så lad det tære mig op, jeg er ligeglad." Mumlede han. Beroligheden var der, men han var stædig. Han mærkede dog at hans muskler slappede af. Han prøvede at få sit ansigt væk fra hende. Han trak vejret hurtigt, og uroligt.
"Lad være med at røre mig..." Mumlede han.

//Sorry! xD//

Lissette så på ham med en blanding af stædighed og blidhed. "Men jeg er ikke ligeglad," sagde hun indtrængende og fik ham endnu en gang til at se på sig. "Okay? Så længe du er sammen med mig, vil jeg ikke lade det ske, for det ville ende med at ødelægge en fantastisk person." Alle hendes ord kom direkte fra hjertet, som de nu engang altid gjorde. Hun holdte sine venner tæt, altid. "Nej, det vil jeg ikke, og det er ikke for at være pervers, du har brug for at slappe af og slippe de tanker," sagde hun blidt og med en varm stemme. Hun blev ved med at nusse hans kind, men der var ingen andre følelser end venskab i den berøring. Hun vidste sine følelser ved berøringer, ikke ved ord. Det kunne hun selvfølgelig også, men hun fandt det rarest med berøringer.

//Haha xD

Frederik hadede det her. Hvorfor kunne hun bare ikke lade ham være?! Hun kendte ham jo slet ikke! Han bed sig hårdt i underlæben. Han slog igen sin knytnæve ind i træet, og knurrede lavmælt. Han åbnede øjnene. Han tog en dyb indånding, og så igen modvilligt på hende. "Hvorfor kan du ikke bare lade mig være? Du kender mig ikke engang." Han så på hende med tomme øjne. Hvis det ikke var fordi at hans far altid havde råbt at hvis man græd var man svag, ville Frederik græde lige nu. Han kunne ikke græde. Uanset hvor meget han prøvede. Han hadede at hun rørte ved ham. Hans blik så rundt, i håb om at kunne finde en måde at slippe væk.

Lissette så lettere opgivende på ham og overvejede faktisk et øjeblik bare at slippe ham, men hun gjorde det ikke. "Fordi at jeg ikke kan klare at se folk gøre sådan noget imod dem selv!" sagde hun med en stærk røst i stemmen, dog uden at hæve den særlig meget, måske en tone eller to. "Snak med mig i stedet, alt hvad du siger til mig kommer ingen andre steder, det du siger, bliver hos mig." Igen, hendes hjertes rytme afslørede, at hun ikke løj, at hun overhoved ikke havde løjet imens de havde snakket. Og så trådte hun væk fra ham og slap ham, lod ham flygte hvis det var det han ville.

*Slip, slip, slip, slip!* Var det han tænkte. Han slog endnu engang knytnæven ind i træstammen. Han var da ligeglad med hvad hun kunne klare... Og, så alligevel ikke. Hans følelser var halvt fremme, og halvt væk. Han så tomt på hende. "Gør det?" Hans stemme lød lidt anklagende. "Hvis du virkelig gerne vil vide det, så..." Han rettede sig, og lukkede øjnene da hun trådte væk fra ham. Han gik lidt væk fra hende, og så sig så over skulderen. Direkte på hende. "Jeg slog mine forældre ihjel." Han sukkede lavt. "Så, flygt bare." Han så ligeud, og blev hvor han var.

Hver gang han slog en næve ind i træet gav det hende et lille sæt, som gik igennem hele hendes krop. Hun nikkede dog alligevel til hans spørgsmål. "Jeg sladre ikke til nogen," sagde hun blidt og ærligt. Hun ventede tålmodigt på hvad han ville sige og rørte sig ikke ud ad stedet da han sagde, at han havde dræbt sine forældre. "Ligner jeg én der skal til at flygte?" spurgte hun blidt og smilede let til ham imens hun så roligt på ham, så selvom hun var lidt rystet over hans ord, så blev hun stående hvor hun var.

Frederik så lidt til siden. Væk fra hende. Han ville ikke se på hende. Ikke nu. Han ville ikke. Han virkede så... Tom indeni. Som om han slet ikke levede. Han sukkede dybt, og lukkede øjnene. "Nej." Svarede han kort. "Jeg havde også en god grund til at slå dem ihjel... Hvis ens forældre torturere en fordi man er vampyr... Så bliver man ødelagt indeni, og til sidst... Går man bare amok." Hans krop var slap, og han lignede en der kunne fulde om når som helst. Chancen var dog ikke stor. Han åbnede øjnene, og så på hende. "Jeg gider ikke snakke om det." Han så ligeud igen.

Lissette rynkede på brynet og det tog lidt tid for hende at forstå hvad det var han sagde. "Sådan noget ... det burde ikke kunne ske, forældre skal ikke skade deres børn eller give dem væk, de skal elske dem, passe på dem," sagde hun langsomt og så trist på ham og det kunne tydeligt ses på hende, at hun bare havde lyst til at ligge armene om ham og holde om ham. For det var jo sådan hun var, hun tog sig af folk, uanset bekostningerne. Hun nikkede lidt. "Okay, det respektere jeg, men Frederik?" Hun så blidt på ham og smilede svagt til ham. "Jeg er her hvis du vil snakke." Hun smilede let og blidt til ham og mente hvert et ord.

Frederik forstod det ikke. Hvorfor var hun sådan overfor ham? Hvorfor så venlig? Han forstod det slet ikke! Ingen havde været direkte venlig mod ham, det havde han aldrig følt. Ikke venskabelige følelser havde han følt. Kun piger der forelskede sig i ham. Han vendte fronten mod hende med rynket pande. Han så på hende som om hun var verdens mest særeste pige i verdenen. Han rystede lidt på hovedet. "Hvad er der med dig? Hvorfor er du sådan overfor mig?" Han tog sig til hovedet, og rev lidt i hans hår efter at have taget hætten af. Men han tog den hurtigt over hovedet igen, og trak helt ned i den. Han begravede hænderne i hættetrøjens lommer, og sukkede lavt.

Lissette gengældte roligt, nærmest en anelse køligt det blik han sendte hende. Hun kendte det godt, for hun var jo pænt sær nogle gange, med sine evner i en verden hvor overnaturlige ikke fandtes. Hvor ingen vidste, at de fandtes, så var man en freak hvis man påstod andet. Hun smilede let over ham efter at han havde stillet sine spørgsmål. "Fordi at alle har brug for lidt venlighed en gang imellem, for at se at der er noget andet i verden end had og vrede," forklarede hun, som om det var det mest naturlige i hele verdenen. For det var det jo også, for hende altså, men sikkert ikke for ham. Hun rynkede lidt på brynet over alt det han lavede, men nærmede sig ham ikke, ikke denne gang. Hun lod ham gøre som han gjorde imens hun bare så på med et lettere trist blik.

Lede kommentarer, og blikke rørte ikke Frederik. Dem var han ligeglad med. Han var kold overfor dem. Han rankede sig lidt, og knyttede hænderne. Han var træt af at nogen bare kunne få følelserne væk, og frem! Og kunne den tøs ikke bare være ligeglad?! Hun kendte ham jo ikke! Han gik hen imod hende med bestemte skridt. Dog også en lille bitte smule tøvende. Han spændte sin krop.
"Du kender mig ikke. Du burde være ligeglad. Hvorfor er du ikke ligeglad?!" Han havde hævet stemmen. Hans øjne var kolde. Hans krop rystede.

Lissette kunne ikke være ligeglad med andre, hun kunne ikke holde det ud. Hun var ikke blevet opdraget sådan og brød sig jo heller ikke om når folk var ligeglade med hende. Det var ikke en rar følelse. Så derfor prøvede hun at lade være med at være ligeglad med andre, for hun synes, at de fortjente mere end bare dét. "Godt nok kender jeg dig ikke, men jeg er ikke ligeglad," sagde hun tydeligvis upåvirket af hans hævede tonefald. "For jeg ved hvordan det er når nogle er ligeglad med én, og jeg bryder mig ikke selv om det, så jeg er ikke ligeglad med andre. Medmindre de har givet mig en god grund." Hun smilede svagt til Frederik og ventede halvt om halvt på, at han faldt ned igen.

Frederik trak vejret hurtigt, prøvede at falde ned. Hans krop blev afslappet igen. Han bed sig i underlæben, og sukkede lavt. Han lukkede kort øjnene, og så ned. Han var svimmel. Han svajede lidt. Hvis han gik ville han sikkert falde.
"Hvorfor mig... Hvorfor er det altid mig..." Sukkede han, og rev igen lidt i sit hår. Han så tøvende på hende. Han gik svajende hen imod et træ, og var lige ved at vælte men fik fodfæstet. Han lagde en hånd på træet, og støttede sig op af det.
"Du kan ikke hjælpe mig. Det kan ingen." Han så på hende.

Da Lissette så hvordan Frederik begyndte at svaje, lagde hun en hånd imod hans arm, ikke for at påvirke ham med sin evne, men for at støtte ham. For selvom de først lige var begyndt at snakke, så var hun der for ham. "Hvad mener du?" spurgte hun undrende og rynkede let på brynet imens hun fulgte efter ham og blev ved med at holde armen imod hans arm. "Prøv mig," sagde hun med sin blide stemme og gengældte hans blik med et varmt, blåt blik og et lille smil om læben. "Jeg går ingen steder." Hun gav hans arm et blidt klem og ville virkelig ønske, at hun kunne gøre noget for ham, bare et eller andet!

Lige nu havde han bare lyst til at løbe væk, men alligevel ville han også gerne sidde ned. Slappe af. Eller tænke på noget andet. Han lukkede øjnene, men åbnede dem så igen. Han så roligt på hende. Han sukkede lavt, og lukkede øjnene. "Det er lige meget." Han talte i vildelse. Han kunne godt finde på det. Han åbnede øjnene, og så tøvende på hende. "Pas på med at røre ved mig. Det ødelagde mig psykisk det med mine forældre. Jeg kan miste mine følelser i en kort tid, og der acceptere jeg intet nej. Jeg søger trøst ved piger." Mere behøvede han vidst ikke at sige. Han så væk igen.

Lissette blev bare ved med at se på ham med sit blide blik og fjernede ikke øjnene fra ham et eneste øjeblik. Det var intet andet end varme og bekymring i hendes blik. Hun rynkede på brynet og åbnede så munden for at sige, at det det ikke bare kunne være ligemeget, men lukkede munden igen kort efter. Hun rynkede på brynet og sukkede så over ham. Hun endte så med at smile lidt over ham, et smil der egentlig bare var en lille trækning i den ene mundvige. "Jeg er ikke bange for dig, Frederik," sagde hun blidt. "Og en berøring er den bedste måde at vise sin medfølelse, kærlighed, bekymring, alle de følelser der kunne tænke sig til. Det er i hvert fald min mening." Hun løftede hånden hun havde lagt på hans overarm og tog blidt hætten af ham inden hun strøg ham blidt over håret i en nærmest kærlig bevægelse. "Og hvad mener du med det med piger?" spurgte hun så, da hun ikke helt forstod det. Hun så på ham med et par store og uskyldige, blå øjne. Det var tydeligt at se, at hun ikke rigtig havde gjort noget specielt inden for lige dét emne.

Kærlighed? Ha! Kærlighed var noget sludder! Ren overtro.. Folk der var forelsket var idiotiske. De var vilde med tanken om at blive forelsket og derfor troede de at de var forelsket! Bah. Ren overtro man. Han sukkede lavt.
"Kærlighed? Overtro. Jeg har aldrig været forelsket." Mumlede han, og klyngede sig så op af træet. Han gispede da hun trak hætten af han, og strøg ham over håret. Han rystede. Det kunne man se ved hans skuldre. Han gemte ansigtet ved træet. Han bed sig i underlæben.
"Piger forelsker sig i mig... Jeg vil bare... Have nogen til at elske mig... Problemet er at jeg ikke elsker dem." Han sukkede svagt.
En tåre gled ned af hans kind, og han stivnede. Han tørrede tåren væk med en hidsig bevægelse.

Lissette sukkede blidt over ham og rystede let på hovedet. "Så er vi to der aldrig har været det," sagde hun blidt og smilede let til ham. "Men der findes mange andre former for kærlighed. Som i venskab." Hun smilede til ham og mærkede godt, at han rystede da hun havde trukket hætten væk. Hun smilede lidt og kom kort til at tænke på sin familie. Hun savnede dem virkelig meget, selvom de ikke var hendes rigtige familie. Hun havde aldrig kun kendt til sin adoptivfamilie, aldrig hendes biologiske forældre eller hvis hun havde søskende. Hun anede det ikke.
Hun lyttede til hans ord med en neutral mine og nikkede lidt. Hun så godt tåren, men sagde intet til det. De fleste mænd havde den opfattelse, at 'rigtige' mænd ikke græd. Bullshit, hvis du spurgte hende. "Alle har brug for lidt kærlighed nogle gange," sagde hun bare og smilede let og blidt til ham og kørte endnu engang hånden igennem hans hår og så blidt på ham.

Frederik havde ikke grædt i flere år! Hans far havde råbt at kub svagpissere græd. Det ville Frederik jo ikke være... Han ville være en man ikke skulle lægge sig ud med. Og det skulle man heller ikke. Frederik havde ikke kontrol over sin indre dæmon og han var en vampyr. Han vendte ansigtet mod hende. Beundring var i hans øjne. Beundring over hun blev ved med at være ved ham. At hun ikke løb. Ikke var bange for ham...
"Venskab.. Nej, det kan du godt glemme. Det kommer aldrig til at gå. Jeg har kun falske venner. Beklager." Han smilede skævt, og undskyldende.
"Lissette, lad være med at røre ved mig... Selvom det giver behagelige små lyn." Mumlede han og lukkede øjnene.

Lissette kunne godt fornemme på ham, at han ikke brød sig om at græde. Måske havde han haft sådanne forældre, som gang på gang på gang havde banket ind i hovedet på ham, at rigtige mænd ikke græd? Det virkede sådan, især også med dét han havde fortalt om sine forældre tidligere. Hun blev bare ved med at se på ham med det blide og bekymrede blik og fortsatte med at stryge ham over håret i en blid og omsorgsfuld bevægelse. Hun undrede sig lidt over, hvorfor at hun kunne se beundring i hans blik, men slog det bare hen da hun hørte hans ord. "Så mig blive din første rigtige ven," sagde hun med et opmuntrende smil og et varmt blik. Hun endte dog med at rynke lidt på brynet over hans ord og hun stivnede en anelse inden hun fortsatte med at køre fingrene igennem hans hår. "Nej, kom her," sagde hun blidt og bredte sine arme ud for ham imens hun så på ham med et blidt blik.

//Sidder de egentlig ned eller står de op? xD

//Altså, Frederik står op, så gætter på hun også står op xD

Frederik så lidt ned, og lukkede øjnene. Tåren havde forvirret ham, men forvirringen forsvandt langsomt. Han sukkede lavt, og lagde armene over kors. Han så på hende igen med en anelse triste øjne. Det at hun blev ved med at stryge ham over håret fik hm til at trække vejret hurtigere. Han var slet ikke vant til sådanne berøringer... Men det var behageligt. Han rankede sig, og lagde hovedet lidt på skrå. "Rigtige venner kan man ikke bare få." Mumlede han blot. Han så en anelse tom ud. Som han stod der. Ansigtet var lidt følsesløst, men så alligevel ikke helt... Han lagde godt mærke til hun stivnede lidt, men sagde intet. Han så på hende da hun bredte armene ud. Han bed sig i underlæben. Han smilede skævt, men gjorde intet. Han rystede bare på hovedet, og så ned.

//Okay! Skal bare lige være sikker xD //

Lissette blev ved med stryge ham over håret og kunne godt se, at han ikke var særlig vant til berøringer. "Det er rigtigt, det er ikke noget der bare sker, men med lidt arbejde så kan det godt ske," sagde hun blidt og smilede varmt til ham. Hun sukkede over ham da han bare smilede skævt og hun tog så selv initiativet og lagde armene om ham og krammede ham ganske blidt. Hun ville gerne vise, at der fandtes personer der var anderledes end han forældre, som gerne ville være der for ham og som bekymrede sig om ham. Hun lagde kinden imod hans skulder og havde armene om hans liv og smilede let. Hun var faktisk et lille krammedyr.

//Fair xD

Frederik grinede lavt. Han smilede skævt, og begravede hænderne i hættetrøjens lommer. Hans blik var blidt. Han lagde hovedet lidt på skrå.
"Arbejde... Det lyder hårdt." Hviskede han blidt.
Han stivnede da hun Krammede ham. Han rystede svagt. Han trak vejret hurtigt og dybt. Han lukkede øjnene. Se det var noget han virkelig ikke var vant til... Til sidst lagde han dog armene om hende, og Krammede hende ind til sig. "Tak.."

//^^//

Lissette smilede blidt over ham og nød faktisk hans latter lidt. "Det er ikke så hårdt, du skal bare lade det komme af sig selv," forklarede hun blidt og sendte ham et lille blink med det højre øje. Hun mærkede ham godt stivne, men hun slap ham ikke, hun begyndte bare at nusse ham blidt på ryggen og lod ham falde ned og vænne sig til det. Så det han til sidst nærmest slappede af og hun mærkede hans armene om sig, smilede hun tilfreds og nussede sin kind blidt imod hans skulder. "Du behøver ikke at takke," sagde hun blidt og så op på ham med et lille, varmt smil.