Oh ... Hello. Who are you, young lady? ~ Lissette

S: Skoven.
T: Aften, 21:47
O: Træer, og stier.
V: Kølig aftenvind, og lidt sne.
D: Lørdag.
Å: Irl.
P: Plus, sorte converse, sort hættetrøje som på profilbillede udenover. En brun skuldertaske.

Frederik lukkede døren til sin kahyt, og hankede op i tasken. Han så kort rundt. Han havde høretelefoner i ørerne. Han stak hænderne i hættetrøjens lommer efter at have trukket den sorte hætte over hovedet. Han bed sig i underlæben, og så ligefrem. Hvorfor han nærmest gemte sig bag hætten? Fordi at selvom han kunne være en del selvsikker, og arrogant kunne han også være bange, og genert. Han sukkede lavt, og gik hen imod skoven.
Han gik langs en af stierne. Han havde brug for at slappe af... Være sig selv... Lave noget andet end at stille sin facade op. Han lænede sig op af et træ, og smed sin skuldertaske ned i jorden. Han gled ned, og sidde med træet som støtte for ryggen. Han lukkede øjnene, og lod sig fordybe i musikken...

//Undskyld det er noget kort ^^

Bare med rødt hår

Lissette kom selv ud fra sin hytte og så sig omkring imens hun strøg en enkel rød lok væk fra sit ansigt. Hun trængte til at blive klippet, tænkte hun kort imens hun trak jakken lidt mere op over ørene og fortsatte ud i skoven, som lå lige op ad hytterne. Hun gøs kort da hun så ind i mørket, ikke fordi at hun var bange, det var bare lidt køligt. Det sagde hun i hvert fald til sig selv. Hun var jo ikke bange for mørke, hun kendte bare godt til rygterne om dødsengle og andre overnaturlige, som ikke brød sig om Shadow Falls intentioner. Hun rystede på hovedet, lagde armene om sig selv imens hun fortsatte ind i skoven og faldt hurtigt ind på en af stierne. Der fortsatte hun bare med at gå imens hun tænkte på alt og ingenting. Det gjorde hun i hvert fald indtil hun hørte den lave lyd af musik, som hurtigt voksede imens hun fortsatte videre, og til sidst fik hun øje på hvor kilden stammede fra og hun så drengen med hættetrøjen. Hun lagde hovedet let på skrå og åbnede sin mund for at sige; "Hey, hvad laver du herude helt alene?" Det var egentlig et pisse dumt spørgsmål, og det ragede egentlig ikke hende en skid, for hun var jo selv herude alene, så det kunne meget vel være at han var gået derud af samme grund. For at tænke.

//Det er skam helt okay ^^

Alt det med dødsengle troede Frederik ikke på. Han havde skam hørt om dem, men havde bare trukket på skulderen, og sagt at det hele jo bare var noget man havde opdigtet for at skræmme de unge væk fra skoven. Han åbnede øjnene, og skruede mere op. Det ville sikkert have ødelagt hans hørelse, men han skruede altid højt op... Han sukkede lavt, og kunne så lugte en... Ret mærkelig fært. Den fært kendte han ikke.
Han så hen imod ejerinden af den mærkelige fært, og rejste sig brat op da hun sagde noget. Han tog høretelefonerne ud af ørene, og så spørgende på hende.
"Undskyld, hvad sagde du?" Han lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg.. Hørte det lidt for højt." Han viste sin iPod frem for at nærmest at sige musikken havde været for høj til at han kunne høre hvad hun sagde. Han bed sig i underlæben.

//Alle overnaturlige og mennesker har den samme lugt, så du ville ikke kunne lugte at hun er anderledes, du vil ikke engang kunne se det på en kamæleons hjernemønster, når de kan skifte det til det mønster de vil ^^//

Lissette betragtede stadig drengen og med et kort vrik med øjenbrynet fandt hun ud af at han var vampyr, og uden rigtig at tænke over det, så skiftede hun sit hjernemønster til en vampyrs, hun havde jo generne for vampyrer, så det var ikke rigtig noget hun tænkte over længere. Hun klukkede kort og blidt over ham. "Jeg spurgte om, hvad du lavede herude, helt mutters alene," forklarede hun blidt og smilede lidt og genert til ham. Hun nikkede lidt, som for at sige, at det ikke gjorde noget, og igen smilede hun let til ham og så på ham med sine store, blå og lettere mærkværdige øjne.

//Damn... Jamen okay xD Bare ... Ignorer det xD Det skal jeg altså huske på Men tak ^^

Frederik lagde armene over kors efter at have puttet iPoden i en lomme. Han trippede lidt. Det der med hjernemønstre var ikke noget Frederik som sådan lige tænkte over. Han ignorerede tit fordelene ved at være overnaturlig, og alle de ting man nu kunne... Det interesserede ham ikke. Han bed sig igen lidt i underlæben.
"Tænkte. Jeg havde brug for at komme lidt væk." Svarede han, og smilede skævt. "Hvad med dig?" Han så lidt rundt som om han forventede at der kunne hvert sekund komme nogle piger som var hendes veninde, og de ville begynde at fnise tøset.

//Så lidt da xD Jeg prøver bare at hjælpe alle mine kære brugere, som hjælper til med at gøre min side speciel ^^ //

Lissette fortsatte bare med at betragte vampyren, hun synes ikke at hun havde set ham før, dog virkede hættetrøjen velkendt, som om hun havde set den før, hun kunne dog ikke sætte finger på hvor. Hun nikkede lidt til hans svar og smilede let til ham. "Jo, lidt det samme, tror jeg nok," sagde hun med en blid latter og så på ham med nærmest strålende øjne. Hun var ikke den type pige, som havde et helt slæng piger, eller som gik rundt og lavede pigefnadder og fniste over alt og alle, medmindre det var om drenge, især lækre drenge, så kunne hun bestemt godt være med på pigefnidder, for det var altid meget skægt.

//Weeeeee!!! :3

Frederik smilede høfligt. Den normale hårde facade og flirtende var væk. Han havde pakket sine følelser frem da han gik væk fra hytten. Han så ned på sin taske, men så hurtigt på hende igen. Han smilede høfligt. Han trippede lidt, tegn på at han var temmelig nervøs, og ikke vidste hvad han skulle gøre eller sige. Han så lidt ned inden han så på hende igen.
"Vil du så terne være alene?" Han spurgte lidt nervøst. Normalt var han ikke sådan. Han rømmede sig, og smilede høfligt.
"Mit navn er forresten Frederik..." Han så høfligt på hende. Han så ned igen.
Hvorfor følte han sig så nervøs?!

//Hvor er du dog kær //

Lissette smilede lidt over ham, hun kunne godt se, at han var lidt nervøs, og hun forstod det ikke rigtig, det var sjældent at man så en vampyr nervøs, det var faktisk lidt morsomt, ikke fordi at hun ville være ond imod ham. "Nej, nej, det er helt okay med lidt selskab," forsikrede hun sig om og smilede blidt til ham og rodede lidt op i sit hår imens hendes eget blik flakkede lidt omkring. Hun var ikke nervøs overfor ham, hun kendte et fif eller to med at skulle forsvare sig selv, så det var ikke det. Hun så på ham igen da han præsenterede sig. "Hyggeligt at møde dig, Frederik," sagde hun blidt. "Jeg er Lissette." Hun grinede blidt til ham og trak lidt på skuldrene. Det var det navn hendes adoptivforældre havde givet hende, to mennesker, som ikke vidste noget som helst om den her verden.

//det er der så mange der siger... xD

Når følelserne var fremme så.. Kunne Frederik være forskellig. Han kunne være genert og temmelig nervøs. Eller direkte og kold. Tænkte uden at handle. Uden følelserne var han bare kold og arrogant, samt selvisk. Han kunne skam også godt være venlig, og høflig. Det var mere naturligt at se ham være kold og arrogant dog...
"Sandt... Det var nu bare om du gerne ville tænke færdig." Han smilede høfligt, og foldede hænderne bag ryggen. Han så igen kort rundt inden han så på hende igen.
Hun virkede venlig, eller var venlig... Måske mulighed for en ven?
"Lissette? Mig en ære at møde dem." Han bukkede høfligt, men rettede sig op efter nogle sekunder. Han smilede skævt, samt charmerende.

Lissette var generelt bare en pige styret af sine følelser, hun var virkelig en social pige og nød at være sammen med venner og at få sig nye, og så kunne hun ikke klare at være uvenner med andre, det tærede for meget på hende og gjorde hende mut og ked. Indtil hun fandt ud af det med vedkommende, og dét gjorde hun alt for skulle ske. Kort kunne man sige, at Lissette var en veninde for livet, hun ville aldrig kunne finde på at gå om ryggen på nogen, hun var alt for godhjertet til det. "Så er der altid en dag imorgen," sagde hun kort for sig og smilede samtidig blidt til ham og trak lidt på skuldrene. Hun kunne ikke lade være med at klukke lidt over hans bukken. "En mand af ære," kommenterede hun drillende og sendte ham et lille blink med øjet imens hun smilede mere skævt til ham. Hun ville lyve, hvis hun sagde, at hun ikke var påvirket over det charmerende i hans smil.

Venner... Dem havde Frederik næsten ingen af. Han havde i hvert fald ingen rigtige venner. Han havde mere nogen der bare hang sig op af ham fordi han var populær, nok mest på grund af hans udseende. I det samme han tænkte på det opdagede han at han stadig havde hætten over hovedet. Hvor uhøfligt af ham... Han tog hætten af, og smilede venligt.
"Så sandt, så sandt... Sig mig, har du altid ret? Aldrig haft svaret forkert? Du virker nemlig som en der er , som man siger, gammel klog." Han lagde hovedet lidt på skrå.
En mand af ære? Ham? Nah, han var bare høflig. Han grinede lavt. En hæs, og charmerende latter.
"Nej.. Bare høflig." Han trak på den ene skulder.
Det charmerende smil blev hvor det var. Godt nok ubevidst.

Lissette var ligeglad med 'population', det var overvurderet og hun sked på hvem der var på populære og hvem der ikke var, var du søde ved hende, var hun søde ved dem, og det samme hvis de sårede hende eller en hun havde kært, så var hun onde ved dem. Et øje for et øje, kunne man godt sige. Hun betragtede hvordan han lod hætten falde og så hun kunne se hans ansigt ordentligt, og hun måtte sige, han så virkelig godt ud.
Hun lo kort over hans ord, og hendes øjne skinnede muntert da hun begyndte at snakke igen. "Ja, jeg har altid ret," sagde hun med et bredt og sødt smil. Hun flirtede måske lidt, men hun lagde ikke rigtig mærke til det selv. "Jeg er bare klog, jeg kan ikke rigtig gøre for det." Hun grinede lidt og trak stille på skuldrene imens hun smilede lidt til ham. "At bukke for andre er da ikke noget man gør længere, det er gammel skik," sagde hun med et lille grin. "Dengang man gjorde det for at vise æren i at møde en anden, derfor; en mand af ære." Hun smilede drilsk til ham og trak endnu en gang lidt på skuldrene og fik en let rød kulør i kinderne, som bare fremhævede hendes fregner.

Uanset hvad, hvis man mødte Frederik når han var følsesløs, ville han altid være følsesløs ved dem. Medmindre... Medmindre man virkelig kommer ind bag hans facade, og trækker ham ud af sit indre mørke. Det var dog ikke særlig let. Han var... Han havde en indre dæmon.
Han smilede skævt af hendes svar. Han lagde armene over kors. Han hævede et øjnebryn, ikke flabet ment. Han lagde ikke mærke til at hun eventuelt flirtede, han havde lidt for travlt med at sørge for han ikke stod kejtet, eller sagde noget dumt han ville fortryde før eller senere.
"Det er godt at være klog. Du får sikkert gode karaktere." Han lagde hovedet lidt på skrå, og smilede charmerende.
Han nikkede langsomt. Han rystede kærligt på hovedet da hun var færdig med at snakke, og grinede lidt. "I min familie gjorde man det af ren høflighed, men vi var vel også lidt gamle dags." Han så blidt på hende da hun rødmede. "Hvorfor rødmer du lidt?" Ja, han var direkte.

Lissette var efterhånden blevet pænt god til at få løsnet folk op, hun var en rigtig social pige, og samtidig var hun også meget varm og kærlig, hun var ikke den person der gav et dårligt førstehåndsindtryk, medmindre hun havde en dårlig dag, det skete jo for alle, ikke?
Hun klukkede lidt over ham og rystede let på hovedet. "Det går an på faget," sagde hun med et lille grin, for hun fik faktisk ikke mere en gennemsnittet, hun var hverken den bedste eller klogeste i klassen. Hun tog sig heller ikke af hans hævede øjenbryn, for det virkede ikke flabet på ham, men mere spørgende. Hun smilede blidt og en anelse skævt da han rystede på hovedet over hende. "Det er der jo nogle familier der er," sagde hun blidt og farven i hendes kinder blev kun kraftigere da det var han han nævnte hendes rødmen. "Jeg ved det faktisk ikke, jeg har jo ikke selv styr på det." Hun grinede blidt til ham og så på ham med et lidt genert blik, der tit og ofte så ned i jorden.

Frederik var ikke så meget social.. Han var heller ikke en indelukket dreng. Det kom tit meget an på om hans følelser var fremme eller ej, så det... Svingede lidt. Det kom også meget an på hvordan personen overfor ham var. Han lagde armene over kors, og grinede lavt. En charmerende, og hæs latter. Frederiks karaktere var gode. Han var i hvert fald over gennemsnittet, men det havde nok også noget at gøre med at han havde levet længe.
"Det kommer tit an på faget, nogen er gode til dansk, andre til matematik." Han smilede skævt. Han så kort rundt, men så hurtigt på hende igen. Hun var heldig. Følelserne var fremme. Han havde ikke pakket dem ned. Han søgte trøst ved piger efter det med hans forældre. Det var ikke meget smart for det efterlod jo nogle... Utilfredse piger.
"Ja... Min var." Han så kort ned, og bed sig i underlæben. Han smilede kærligt over at hun rødmede mere. "Det må da være på grund af noget... Man rødmer ikke uden grund." Han lagde også godt mærke til det generte blik, men valgte at ignorere det for ikke at fristelsen til at spørge om hvorfor hun så lidt genert på ham blev for stor.

Frederiks charme prællede ikke af på hende, selvom hun prøvede at skjule, at hun følte sig en anelse charmeret over det. Hun var ikke uimodtagelig overfor den slags, selvom hun gerne ville være det. Dog var det stadig aldrig lykkes for en dreng, eller generel bare en af hankøn, at charmere sig helt ind på hende og få hende til at forelske sig.
Hun nikkede lidt for at give ham ret, og smilede så blidt til ham. "True shit," sagde hun med en blid stemme og smilede varmt og skævt til ham. Hun nikkede lidt og smilede let over ham. "Men jeg gør altså," sagde hun med en lille latter. Hun ville ikke rigtig forkklare ham hvorfor, hun fandt det upassende og brød sig ikke om det. Hun så på ham og vrikkede med øjenbrynene en gang til, hun vidste ikke hvorfor, hun tjekkede bare hans hjernemønster, for hun havde altid fundet det specielt og interessant at kigge på andres hjernemønstre.

Frederik forstod ikke piger der ikke ville tage chancen, og være sammen med ham i bare lidt tid. At de ville have at han skulle være forelsket i dem, og alt muligt.. Det forstod han bare ikke. Han havde det med at få piger til at elske ham, men han gengældte det aldrig selv. Han ville... Bare have nogen til at elske ham eftersom hans forældre åbenbart aldrig havde. Hvis nogen spurgte om hvorfor han var som han var, og kendte til hans historie... Ville han svare at han søgte trøst ved pigerne. Og det virkede. Det hjalp. Alt det med hans forældre havde ødelagt ham indeni. Han så nogle gange flashbacks af det hele. Han vidste stadig ikke hvad det betød at han fik det... Sikkert bare fordi det var indprentet i hans hukommelse.
"Nå, så det gør du?" Han grinede svagt. Langsomt blev hans følelser pakket ned mens han tænkte på det med sine forældre. Ganske langsomt blev hans ansigt koldt, og følsesløs. Hans blik var tomt.

Lissette troede snart ikke på, at hun overhoved kunne blive forelsket i nogen længere, for, helt ærligt, hun havde levet i sytten år nu, og hun havde ikke været forelsket, ikke én eneste gang, hun havde heller ikke prøvet at blive kysset før, hun havde ganske enkelt prøvet nada. Hun klukkede blidt og nikkede lidt og mærkede godt den forandring der var i hans følelser, hun var trods alt delvis alf. Det var mærkeligt at tænke på, at hendes forfædre havde været lidt omkring, hun havde både lidt alf, lidt vampyr og lidt heks i sig. De havde kort sagt hygget sig meget med hinanden. Hun nikkede lidt og rakte ud og lagde hånden imod hans overarm. Det gjorde, at hun kunne mærke hans følelser meget kraftigere. "Er du okay?" spurgte hun blidt og lidt bekymret. Hun gjorde intet for at ændre hans følelser eller noget som helst, hun holdte bare sin hånd på hans arm for at vise sin støtte i en tavs gestus.

Billederne strøg gennem hans hjerne. Han lukkede øjnene, og kunne lige så godt få det overstået...

En skikkelse åbnede døren til det mørke, og kølige rum. Frederik så op, og vred sig lidt. Moderen gik langsomt ind, og noget glimtede ved hendes hånd. Han vred sig endnu mere.
"Nej... Ikke mere!" Han måtte ikke græde. Det var svagt at græde. Han sparkede ud efter kniven ved hendes hånd, men hun undveg. Han hvæste, og fik gyldne øjne. Han fik sparket hende ned at ligge, og revet hende hen til sig. Han stak tænderne i sin moders hals, og drak grådigt. Han så op da hans far kom ind... Og fik revet sig løs af rebene...

Billederne blev afbrudt da hun lagde en hånd mod hans overarm. Han så på hende. Han sukkede lydløst.
"Ja, jeg har det fint." Han så lidt på hendes hånd.

Lissette rynkede på brynet og det var tydeligt at se på hende, at hun ikke troede på ham. Ikke det mindste. "Nej, hvad er der?" spurgte hun, hun blev ved, for hun var jo pisse stædig når det galt andres velbefindelse. Hun lagde hovedet let på skrå, men hun lyttede ikke til hans tanker, men hans hjerte havde dog afsløret at han havde løjet. Dét var noget intet væsen kunne lave om det. "Snak med mig, Frederik," bad hun ham om og nussede ham blidt på armen med et lille, venligt smil. Hun var en der tog sig af hendes venner, om det så endte med at hun forsømte sig selv, hun var ligeglad, så længe dem omkring hende havde det godt.

Frederik sukkede lavt. Skulle han snakke med hende om det? Han ville ikke. Hvorfor skulle hun også blande sig? Det ragede ikke hende. Når han var følelsesløs kunne hele verden bare rende af helvede til. Nogle gange blev han bare forførende når han var følsesløs, det kom tit an på hvad han tænkte på. Lige nu var det forældrene. Han kneb øjnene sammen, og tog en dyb indånding. Han så koldt på hende, og trådte væk. "Det kommer ikke dig ved." Snerrede han koldt, og gik noget væk fra hende. Han bankede knytnæven ind i et træ, og snerrede højlydt. Han spændte sin krop.

Lissette kunne mærke hvordan han lige så stille lukkede mere og mere af for hende, som var det en fysisk mur han langsomt satte op omkring hende, og et såret glimt kunne ses i hendes smukke, blå øjne. Hun rørte sig ikke ud ad stedet da han snerrede ad hende, men det gav et lille sæt i hende da han bankede næven ind i et træ. Med nogle hurtige skridt var hun ovre ved ham og hun lagde en hånd på hans arm igen og beroligede ham. De fleste overnaturlige ville kunne mærke når en anden prøvede at påvirke dem, hun vidste ikke med ham. "Slap af, der er ingen der vil skade dig her, Frederik," sagde hun blidt og lavt og vendte ham blidt om imod sig, eller prøvede i hvert fald. Hun så op på ham med sine blide, blå øjne der sjældent var dømmende, og i dag var der ingen undtagelser, der var intet dømmende at se i hendes blik, kun undren og bekymring overfor vampyren der stod overfor hende.

Det betød intet for ham om hun var såret. Ikke når han var følsesløs. Ingen følelser var tilstede ved ham lige nu. Hans krop var spændt, og han havde lukket øjnene helt. Han turde ikke at vise sig selv, så han trak hætten over hovedet. Han bed sig hårdt i underlæben, og lukkede øjnene. Han mærkede hendes hånd mod hans arm igen. Han kunne godt mærke at hun prøvede at berolige ham, men de kraftige minder om hans familie strømmede igennem her. "Næh, for de eneste der ville skade mig er døde." Han så fraværende ligeud. Han spændte sin krop yderligere, og de muskler han ejede var tydelige nu.

Lissette rynkede stadig på brynet og brugte sin evne til at berolige ham, til at ændre på hans følelser, selvom hun godt vidste, at det hele ville komme tilbage til ham når hun slap ham. "Så slip vreden, Frederik!" sagde hun indtrængende og blev ved med at se på ham med et blidt og nærmest bekymrende blik. Hun holdte blidt, men fast i hans arm og lod ham ikke slippe væk, hun blev ved med at se på ham og lagde så hurtigt kort efter en hånd imod hans kind og vendte hans ansigt imod sig og fik ham til at se hende i øjnene. "Se på mig, okay? Glem alt andet, bare se på mig, og fokuser." Hendes stemme var blik, indtrængende, nærmest hypnotiserende. Det var ikke en evne, men noget hun havde øvet sig på. Hun var pænt god til at charmere sig ind på folk med sit åbne og kærlige væsen. Det kom bare let til hende. "Slap af," hviskede hun blidt til ham og blev ved med at berolige ham.

Frederik blev ved med at se lige ud. Fraværende. Han sukkede lavt. Slip vreden? Hvis han slap vreden fri ville hun sikkert ikke trække vejret mere. Han rystede bare på hovedet, og så ned. Det gav et spjæt i hans krop at hun lagde en hånd mod hans kind. Selvom han var vant til at piger rørte ved ham, kom det stadig som et lille chok for ham. Han så modvilligt i øjnene. Han nikkede langsomt til det hun sagde. Han var stædig anspændt i kroppen. Slappe af? Lettere sagt end gjort. Han sukkede lavt, og vendte blikket nedad. "Nej." Mumlede han stædigt, og bakkede væk fra hende, men mærkede så træet mod sin ryg... Fanget.