um hej i'm here for the job....wow i didnt expect that one...and then yes i could smell you -Holiday-

Tid: 15:46
Sted: Holidays kontor
Omgivelser: oohm hvad der er paa hendes kontor, saa en door, en stor og bord...den slags ting
Vejr: solen skinder uden for
Paaklaedning: et par moorke solbriller, slidte jeans, slidte sorte convers og en stram sort skjorte

Set langt fra lignede den unge mand hvilken som helst, bare en normal mand....som ikke ejede noiget specielt over sig, det var dog ikke tilfaeldet, for han var skam ikke bare en meste hvem som helst, heller ikke at han direkte var adelig, men han var skam mere end hvad oojet lige foorst saa. Med sin guitar omme paa ryggen var han klar til at goore en forskel paa det hele, han var klar til at vaere et eller andet, maaske tjerne nogen penge og samtidig laere nogle boorn et par ting eller to.
Han havde en smoog i munden, uglet haar og hans oojne var gemt bag de moorke solbriller, et par solbriller han skam saa perfekt igennem. Han smilede, skoodet cigaraten foor han gik ind i laerenes omraade og med direkte kurs mod hendes kontor, han kunne lugte hendes parfume overalt, den ville vaere saa let at finde som at skulle finde en naal i en hoo stak...hvilket faktisk var meget nemt, nemmere end man troede. Han smilede, rettede paa sin skjorte og bankede paa hendes door

Påklædning: En hvid t-shirt, mørke, stramme bukser og converse

Holiday sad bag sit skrivebord på et kontor der lignede alle de andre lærers, dog var der nogle blomster hist og pist og nogle urter rundt omkring. Det var feminint samtidig med et det var praktisk. Foran hende lå en stak ansøgninger om at blive lærer på akademiet, for eftersom at det næsten lige var startet til et akademi og klasseværelserne var kommet op at stå og alt det, så manglede hun kun lærerne. Og det var derfor at hun havde bedt denne Klaus om at komme over til lejren så de kunne have sig en lille samtale. Hun havde ikke tænkt videre over navnet eller noget andet, hun havde mest kun kigget på om han kunne blive noget for skolen. Han var gammel, ja, men så vidt hun kunne se havde han god erfaring. De løvgrønne øjne blev rettet imod døren da der blev banket på og med en høj og klar stemme sagde hun; "Kom ind." Og løftede hovedet ganske let imens det røde hår bølgede og krøllede flot omkring hendes ansigt. På mange måder kunne hun godt ligne en elev, for hun var jo ung, kun treogtyve, og hun havde et ungdommeligt udseende. Dog skulle man ikke lade sig narre af det, hun havde været igennem mange ting igennem sit liv da hun jo var spøgelseshvisker. Og det var ikke ligefrem så nemt.

Han maatte helt aerligt indroomme at han var blevet overrasket da han fik meldt bud til at skulle til denne samtale, men okay maaske havde hun taenkt over hvem det var hun havde sndt bud efter eller ogsaa vidste hundet og ville maaske se ha...hvem vidste. Han smilede skaevt da der kom lyd ind fra den anden side, saa med en gracioos gang gik han ind paa hendes kontor "jamen Holiday...et syn for guderne som altid" nok havde han solbriller paa, men hans accent og dialekt var altid til at kede, de staerke britiske accent, saa fin, formel og ren. Han stillede si guiotar fra sig og gik hen og satte sig foran hende, lidt ligesom at se en kat saette sig foran sit bytte, slangende og smukt. Han tog solbrillerne af, lagde dem i panden mens de skarpe blaa oojne var paa ham hele tiden "de sedte bud efter mig" brummede han charmerende og med et skaevt smil og et glimt i oojet

Holiday stivnede ganske let da hun så hvem det var og hørte stemmen, men hun tvang sig selv til at smile anstrengt. "Goddag, Nicklaus," sagde hun med et roligt smil og betragtede ham. Hvorfor havde hun ikke kigget bedre på den dumme ansøgelse! Hun havde jo tænkt sig at ansætte ham uanset hvad, skolen havde brug for noget kunstnerisk, det var jo derfor at hun havde kaldt ham ind. Hun nikkede imod stolen foran sig og lod sig ikke påvirke af hans smukke accent eller hans gode udseende, næ nej, ikke denne gang! Hun ignorerede halvt om halvt hans kompliment og hans ord senere hen. "Sæt dig venligt," sagde hun med et let anstrengt smil. Da han havde sat sig ned hvilede hun albuerne imod skrivebordet og flettede fingrene. "Hvorfor ansøgte du om arbejdet?" spurgte hun med en professional stemme og så på ham med et roligt og neutralt blik. "Og hvad tror du, der gør dig bedre end de andre?" Hun lagde hovedet let på skrå imens hun afsøgte hans følelser, hun vidste godt, at det var lusket gjort, men skidt, han fortjente det!

//De havde haft noget kørende, ikke? Og hvis ja, kunne han så ikke have fucket det hele op ved at være utro? xD

Han klukkede og rystede paa hoved af hende "uhh stadigvaek muggen ser jeg" klukkede han og lagde hoved paa skraa, fik naesten et katte agtigt udtrykker som han betragtede hende. Det var da sandt at de havde haft noget, men han var ikke god til kaerlighed og fuckede derfor altid op i tingende, ikke fordi han ville, saadan var han bare. Han grinede over hendes spoorgsmaal "aah kaereste, dette var ikke min ide, det var kaere Rebekah, de ved hvordan hun er. Forresten jeg skulle sende dem hendes allerbedste hislner og hun skulle vidst snart komme" han smilede. Rebekah var hans tvillinge sooster, der modsat ham kun var fuld af alt det gode man nue nd kunne rumme, hun var lys og han var moork "plus det var dem der kaldte mig ind, de kunne bare havde afslaaet ansoogningen...det var ikke fordi der var tvang...elller maaske vidste de at stedet havde brug for mig" spurte han med et skaevt smil

//hvad med at han slog kold op med hende. Klaus er mange ting men utroskab gaar han ikke ind for

//Okay, det er også et en god ting at han ikke går ind for det xD //

Holiday så roligt på ham. "Ja, jeg et stadig muggen," sagde hun køligt og så ham kort an. Hun nægtede at se på hans krop, så hun holdte blikket imod hans øjne. Hun sukkede ganske let og masseret kort sine tindinger imens hun lukkede øjnene. Hun havde elsket manden der stod overfor hende, hun havde virkelig elsket ham, men han havde brudt op, iskoldt og uden følelser. Derefter havde hun langsomt tvunget sig selv til at hade ham, men hun kunne ikke. Det var nærmest umuligt for hende ar hade en anden. Hun kunne ikke lade være med at klukke ganske let da han nævnte sin søster. "Så må du hilse hende igen og sige, at jeg glæder mig til at se hende igen," sagde hun og smilede ganske let. Hun holdte af hans søster, hun var en skøn tøs. "Jeg spørg fordi det er rutinespørgsmål," sagde hun køligt og ventede roligt på svar. "Og du stod under Klaus, ikke Nicklaus, som jeg kender dig." Hun sukkede ganske let og strøg en rød lok om bag øret og rettede de løvgrønne øjne imod ham, men de var ikke varme, de var kolde og afholdne. "Men ja, vi har brug for nogle lærere der kan noget kunstnerisk, ikke bare de traditionelle fag," sagde hun roligt og smilede let og køligt til ham.

//haha ja det er det jo

Han haevede oojenbrynet "wow var jeg virkelig saa fantastisk" smiler skaevt og laegger bene op paa bordet, ligesom hans sooster gjorde det tit som det passede dem, det var kun deres aeldre bror Elijah som besad de sande gener efter en gentleman "det er mig nu et mysterie, de vidste jeg var et roovhul, men du valgte alligevel mig, jeg mener de kune havde faaet Elijah den sande gentlman, men de valgte mig" han trak paa skulderne, alle dem der var ham nermest vidste at han nok var det stoorste roovhul man kunne komme i naerheden af, man kendte ikke til graenser naar man moodte ham, dig besad han det formelle gen ogsaa jo der var faa oojeblikke hvor han faktisk var venlig...men det var ikke tit. Han grinede "du ved alle kalder mig klaus, det er kun Elijah, Bekka og dem som kalder mig Nicklaus" han slog ud med haenderne og smilede straalende til hende. Han nikkede kort "jamen fair nok, det lyder jo fint" han smilede skaevt, et smil der virkede gjorde ham yngre da det fangede hans drengede, generte og sjove side. Ikke roovhullet

Der skulle meget til at gøre Holiday vred eller bare det mindste pissed. Men den her gang lynede hendes løvgrønne øjne af vrede. "Jeg troede du var mere, men du er intet andet end et ..." Hun stoppede sig selv og rømmede sig inden hun gned næseryg et kort øjeblik hvor hun lukkede øjnene. Hun sukkede over ham. "Jeg ville ikke have Elijah," sagde hun køligt og sukkede over ham. Hun så på hans ben og i en hurtig bevægelse skubbede hun dem ned igen. "Manere, tak," bad hun ham roligt om. Øjnene lynede over ham og under bordet knyttede hun næverne. Hun kunne kort ikke se hvad det var at hun havde set i ham, han var egoistisk, irriterende og bare for meget. "Og jeg har altid kaldt dig Nicklaus, aldrig Klaus," sagde hun roligt og betragtede ham køligt. Hun nikkede lidt. "Så du tager imod jobbet?" Spurgte hun og så på ham med et let smil på læben og et køligt blik. Men det blødte op da hun så hans smil og hun sukkede. Det var noget af det hun var faldet for i sin tid, den charmerende og søde side af ham. Hun savnede ham, men nægtede ikke at vise det, ikke længere.

Han lagde hoved paa skraa "jeg advarede dem, min broder advarede dem selv Bekka advarede dem, men de ville ikke lytte til fornuft...aah kaereste jeg har levet i over 750 aar, det er laenge siden jeg troede paa sand kaerlighed ogsaa selvom jeg maa indroomme at du var ganske taet paa at roore det uroolrelige" han lagde haanden mod sit hjerte, som for at vise at det var hans hjerte. Det hjerte som ingen havde roort det sidste mange aar. Han klukkede da hun skubbede hans ben ned "mhh altid efter folk ser jeg" han smilede skaevt og lagde hoved paa skraa "hvorfor ville de ikke have Elijah, han er en god mand, han ville goore dem lykkelig i forhold til hvad jeg gjorde" han slog ud med haenderne og smilede svagt, det var ikke fordi han ikke kunne. Men sandheden var at han ikke troede han kunne goore hende lykkelig. Hans selvtillid rakte bare ikke til kaerligheden, det troede han bare ikke han var skabt til at give. Han nikkede, smilede udmygt "ja jeg tager imod deres job tilbud" sagde han kort og koorte haanden igennnem haaret

Holiday sukkede over ham. "Man lytter ikke til sund fornuft når man er forelsket, ikke noget su ved noget om," sagde hun køligt og himlede med øjnene over hans ord. "Klart, og det var derfor at de slog op sådan, og bagefter bare skred." Hendes stme var isende kold og de normalt varme og blide løvgrønne øjne var lynede ganske stille. Hun sukkede over ham og rystede let på hovedet. "Jeg bryder mig ikke om når folk grisser ud over mit bord," sagde hun roligt og himlede med øjnene over ham. "Fordi jeg ikke vil have Elijah." Hendes tonefald sagde tydeligt, at hun ikke ville snakke mere om det. Hun så roligt på ham, han havde gjort hende lykkelig i den tid de havde været sammen, og hun havde været så glad for ham og så havde han ud ad det blå dumpet hende og knust hendes hjerte. Det havde næsten ødelagt hende. Hun nikkede lidt og fjernede en lok fra ansigtet der blev ved med at glide ind foran hendes øjne. "Det glæder mig," sagde hun roligt og anstrenge sig for at lyde blid.

Han sukkede og rejste sig hurtigt op, var endnu hurtigere henne foran hende, som en blid kaertegn lod fingrene glide igennem hendes haar, dog greb han fat i hendes nakke haar, tvang hendes hoved tilbage og boojede sig ned mod hende "lad os faa en ting paa det rene de kender mig ikke, de vil aldrig kende mig" hviskede han i hendes oore, men accent og dialekten fik det til at lyde som fortalte han hende komplmenter "jeg elsker ikke og vil aldrig blive elsket, det var den aftale jeg lavede for mange aar siden for at holde min familie sikker" fortsatte han og boojede sig ned mod hendes hals. Han trykkede sine kolde laeber mod den fine hud, foor han var vaek og igen stod foran hende med bordet imellem dem "saa tro ikke et sekund de ved noget, for ja jeg ville gerne smide alt jeg havde i haenderne for dem, forelske mig, glemme alt om tid og sted....men jeg kunne ikke vaere egiositk naar det var min families sikkerhed der staa paa spil...saa had mig, jeg er ligeglad for saa laenge jeg ved der er noget derude der gerne vil af med min broder og min sooster...saa vil jeg aldrig elske igen" han trak paa skulderne

Holiday holdte øje med ham, men e endte hurtigt med at gispe da han pludselig stod foran hende og kørte hånden igennem hendes hår. En skælven gik igennem hende, men hun kunne ikke bestemme om det var at begær eller afsky. Da han greb fat i hendes hår, forsvandt det hele for hende og hun så sammenbidt på ham og skulede ad ham. "Ligesom du aldrig kommer til at kende mig," snerrede hun og løftede hånden i en hurtig bevægelse og stak ham en syngende lussing. "Du har ret, ingen kan elske dig." Hun ignorerede det faktum, at han ville kunne mørke på hendes hjerte, at hun løg. Desværre, hun havde elsket ham, dybt og inderligt. Da hun så ham bøje sig ned imod hendes hals, stivnede hun ganske let og en svag skælven gik igennem hende da hun mærkede hans læber imod den sarte hud.
Da han endelig var trådt væk fra hende, så hun på ham med et køligt blik, dog med en let beundring for hans ord og holdninger. Hun sukkede og rejste sig op og gik over og stillede sig foran ham. "Jeg hader dig ikke, men Nicklaus, du bør gøre dig bemærket på at fu er min underorndede," sagde hun med en kølig stemme og et let smil om læben. "Så uanset om din alder osv., så er det mig der bestemmer over dig, ikke omvendt. Så var din mund og dine ord, for så længe din familie er her og under min beskyttelse, så bør du ikke komme og opføre dig som om du ejer det hele." Hun så roligt på ham og hun mente det.

Han var nu ikke maerket af at hun stak ham en lussing, han havde faaet saa mange gennem hans tid som levende, saa at hun stak ham en gjorde "jeg ville tro dem hvis det ikke var for det foktum de skaelvede da jeg roorte dem, men lad det nui ligge" han trak paa skulderne. Han lagde haenderne i bordet, boojede sig hen mod hende "jeg proover ikke eje det hele, jeg proover at pege noget ud som kan redde deres liv...." Han sukkede og rettede sig op "Elijah er i farer, der er en eller anden der har fanget ham, goor jeg ikke som han siger, slaar han ham ihjel, Bekka er under ingen omstaendiger stabil, door han gaar hun amok" han trak paa skulderne og traadte tilbage "saa ja tro de hvad de vil...men de ved i sandhed intet, deres saakaldte beskyttelse vil ikke kunne redde min broder" bruummede han og for foorste gang kunne man se kulden i ham, kunne man se det onde og vrede

Holiday bed let tænderne sammen og så roligt på ham, det krævede alt i hende for at holde sig rolig. Hun burde ikke ansætte ham, ikke med al det han kunne medføre, al den skade han ville kunne forvolde, men hun havde brug for ham som lærer. Hun svarede ham ikke, ikke før han nævnte det med Elijah. "Hvad har I nu rodet jer ind i?" spurgte hun træt og lænede sig tilbage i stolen imens hun sendte ham et roligt blik. Hun var urolig på vegne af Elijah. "Jeg snakker om beskyttelse af dem som befinder sig indenfor mine grænser, ikke dem der befinder sig udenfor," sagde hun roligt, nærmest blidt og hun så godt kulden i ham. Et lille suk gled over hendes læber og hun rakte over og lagde sin hånd over hans. "Vil du fortælle mig hvad der er sket?" spurgte hun og så på ham med de løvgrønne øjne og brugte sin evne indenfor pathokinesis, even hun havde så hun kunne påvirke andres følelser. Det var en svag påvirkning, så han ikke ville kunne mærke det medmindre man gjorde ham bevidst om det. "Jeg vil hjælpe så meget jeg kan, hvis du lader mig." For på trods af at han havde knust hendes hjerte og hun ønskede at hade ham, så var det hende umuligt. Hun var ikke skabt til at hade, i hvert fald ikke i en længere periode.

Han sukkede og knurrer af hende "der er intet vi har gjort. De kender Elijah han goor aldrig nogen fortraed han kan knap nok draebe et dyr" brummede han og lukkede oojnene. Han saa paa hendes haand, rynkede brynet men moodte hendes blik og fiskede et billede op af lommen. Det var et billede af Elijah, gennembanket, med saar flere steder "jeg fik dette for knap en uge siden" han lagde billedet paa bordet foran hende og bed sigi laeben. Grunden bag hans saa pludselig og kolde brud med hende, kom ikke af at han ikke elskede hende mere eller ville have hende mere, det var kun fordi Elijah var vaek. Selvfoolgelig elskede han hende stadigvaek, ogsaa selvom hun ikke ville have ham, saa ville han altid oonske at have hende...men det skulle dog aldeig ske, hvilket han vidste. Derfor ville ha aldrig fortaelle hende sine sande foolelser. Han sukkede og rystede paa hoved, saa for foorste gang saarbar ud "de kan intet goore min kaere" han trak sine haand til sig og koorte den igennem haaret.

Holiday var fuldstændig upåvirket af hans knurren og så bare på ham. Hendes blik var blevet blidere efter at hun havde fået det med Elijah at vide. "Jeg ved det godt, men man ved aldrig om det er nogen som har haft båret nag, I er jo gamle, I kan ikke undgå at skabe fjender, på den ene eller anden måde," sagde hun blidt og betragtede ham blidt imens han lukkede øjnene. Hendes tommelfinger nussede blidt hans håndryg i en beroligende bevægelse imens hun ikke fjernede øjnene fra ham. Det var hun dog nødt til da han viste billedet og et lille gisp kom fra hende og hun klemte hans hånd et kort øjeblik af ren chok. "Åh gud," hviskede hun lavmælt og hun stirrede kort på billedet. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, det var jo ikke ligefrem hver dag at ens eks kom og skulle have en jobsamtale på det akademi man ejede og viste et billede af hans bror fuldstændig gennembanket.
Hun anede ikke at han elskede hende, hun havde egentlig til sidst troet, at han aldrig havde gjort det. Men hun ... hun havde aldrig stoppet med at elske ham, en ting hun ville benægte overfor alle der kunne spørge hende. Hun ville gerne have ham som sin igen, men hun ville ikke rode sig ind i et forhold med ham endnu en gang ... så det var ... forvirrende. Og da hun så det sårbare udtryk han et kort øjeblik bar rundt på, så smeltede hendes hjerte, og det gik i sandhed op for hende, at ligemeget med hvor mange gange hun havde prøvet at få sig selv til at hade ham, så havde det aldrig virket ... hun elskede ham lige så meget som hun altid havde gjort. "Jeg vil stadig gøre alt hvad jeg kan, selvom det ser sort ud." For din skyld, tilføjede hun i tankerne og blev ved med at se blidt på ham.

Han sukkede og nikkede "det ved jeg...gud hvis det er min skyld han er fanget....jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv" han saa et sekund bange ud. For enhver anden ville han havde vaeret gaaet, bare efterladt vedkommende til dem selv, men med Holiday var det en helt anden historie. Han lukkede oojnene, proovede desperat at samle tankerne "hvorfor ham...han er saa blid og venlig...alt det man kunne oonske sig i en person" han greb per automatik fat i hendes haand og klemte den blidt, han tog billede igen "du maa under ingen omstaendigheder sige det til Bekka, hun er allerede knust i forvejen" han rystede paa hoved og lagde det i lommen. Han sukkede og satte sig ned i stolen "jeg ved ikke hvad jeg skal goore, det er snart min foodselsdag og Bekka forventer at han dukker op...hvad helved skal jeg sige til hende" han koorte haanden igennem haaret og lagde hoved tilbage "pis" han var normalt ikke den som bandede, men ligenu var det hele bare noget lort. Han rejste sig hurtigt op, tog guitaren "jeg burde gaa" han sukkede og vendte om.

Holiday greb blidt om hans hånd. "Det er ikke din skyld," sagde hun bestemt og vidste godt, at det sagtens kunne være løgn. Hun ville bare så gerne trøste ham. Uden at slippe hans hånd rejste hun sig fra stolen og gik rundt om bordet og lagde den ene arm om ham. Hun ignorerede at han kunne høre hvordan hendes hjerte satte farten lidt op. Hun stod næsten bag han imens hendes højre hånd holdte hans og den anden arm lå omkring hans bryst og holdte ham indtil sig. "Jeg ved det godt, Nicklaus, jeg ved det godt," sagde hun blidt og klemte ham kort ind til sig. Hun vidst godt, at det tog hårdt på ham og hun ville gerne hjælpe hvis hun kunne. Hun nikkede lidt, som for at sige, at hun havde forstået og hun sukkede lidt og ignorerede sine tanker. For hun savnede ham jo, og hun ville gerne have ham hos sig igen og gøre ham glad. Men han følte jo ikke noget for hende. "Jeg ved det ikke," sagde hun stille og hun kunne ikke lade være med at klukke lavmælt da han sagde pis. Hun kunne jo godt huske, at han aldrig banede. Hun tumlede lidt tilbage da pludselig rejste sig op og sukkede lidt. Da han tog guitaren og hun hørte hans ord, lagde hun en hånd imod hans overarm. "Det er mange til man burde," sagde hun blidt og så på ham med et mildt blik. "Har du lyst til noget? The, kaffe, blod?" Spurgte hun blidt imens hun betragtede ham med et roligt blik. Hun var nødt til at holde følelserne tilbage inden de løb hende over ende.

Han saa hende dybt i oojnene "de ved lige saa godt som jeg at det sikkert i sidste ende er...spoorgsmaalet er bare hvem jeg denne gang gjorde vred" hviskede han og saa tilbage paa hende da hun lagde armene om ham, en enkel ting som dog var saa blidt og varm. Han lukkede oojnene og ville bare et sekund nyde oojeblikket, lade hver med at taenke paa konsekvenserne. Han sukkede og bed sig i laeben "jeg vil bare have ham hjem" han rystede paa hoved og proovede at bevarer fatningen. Han saa paa hendes haand paa hans arm, knurrer kort og vende sig mod hende, saaledes at hun var fanget mellem bordet og ham. Han tog hendes haand og lagde det mod sit hjerte "en ting skal de vide...ligegyldig hvad jeg sagde til den, saa har jeg altid elsket dem, ligefra jeg satte mine oojne paa dem, det er den eneste som nogensinde roorte mit hjerte, det eger det" hviskede han i hendes oore. Han nussede sin naese mod hendes "jeg ved jeg ikke kan vaere egoistisk med dem, men lad mig faa den ene lille ting" han lagde haanden mod hendes nakke, vidste ikke hvad han skulle goore "jeg er ked af det" han saa ned paa hendes laeber "nej jeg oonsker hverken kaffe eller blod...kun det jeg ikke kan faa" han rystede paa hoved og sukkede

Holiday sukkede blidt og stille. "Jeg ved det godt, jeg prøvede bare at, ja," sagde hun blidt og holdte ham og hvilede sin kind imod hans. Hun sukkede lavmælt og kunne ikke stoppe sig selv med at nyde hans nærvær og hans særprægede duft. Det var rart at være tæt på ham igen. Hun nikkede lidt og bed sig selv i underlæben. "Jeg ville høre alt hvad jeg kan for at hjælpe så det kan ske," sagde hun blidt og så på ham, så ind i hans øjne et kort øjeblik.
Hun blev ikke skræmt da han knurrede, men nægtede at fjerne sin hånd og blev lidt overrasket over at han vendte sig om, tog hendes hånd og lagde den imod hans bryst, pct hans hjerte. Hun lænede sig op ad skrivebordet bag sig og så på ham og bed tænderne sammen og så på ham. Hun stod stivnet imens hun hørte hans ordstrøm fortsætte og hans næse imod sin. Da han var færdig og havde lagt hånden i hendes nakke. "Nicklaus, jeg ved ikke hvad jeg skal sige," hviskede hun lavmælt og man kunne se en masse følelser gå igennem hendes ansigt og blik. "Hvad er det du vil have?" Hendes stemme var en lav hvisken og turde ikke at se væk fra ham. I frygt for at gå glip af noget han kunne sige eller noget der ville kunne ses i hans blik.

Han smilede svagt "hvad jeg oonsker er dem...de skulle havde set mig, jeg vaagede over dem i en uge foor jeg turde se paa dem, Elijah troede jeg var blevet skoor, men mine oojne vart kun paa dem, hver gang de gik, hver gang de var ude" han nussede hende i nakken og smilede svagt "men jeg vil aldrig kunne faa dem....han vil kunne skade dem...og det vil jeg aldrig lade ske" hviskede han og sukkede, saa kort vaek. Han lukkede oojnene "ahh fuck det" han greb fat om hendes kinder foor han trykkede sine laeber haardt mod hendes. Nu var han ligeglad, det sekund var han ligeglad med alting, han ville foolge sit hjerte, dens begaer og hvad han oonskede. For det var i sandhed hende han oonskede sig, hendes nervaer og alt ved hende, han trak sig vaek lidt efter, sukkende, mens han stroog hende ned over kinden, han elskede hende virkelig "undskyld...det skulle jeg ikke havde gjort" hviskede han, dog uden fortrydelse i stemmen.

Holiday så på ham og kunne ikke lade være med at smile svagt over hans ord. "Jeg så dig godt, hver eneste gang," sagde hun blidt og kunne ikke få øjnene fra ham. Hendes forsvar var nede og hendes bliv rørte hans læber fra tid til anden. Hun rynkede let på brynet. "Hvem ville skade mig?" Spurgte hun forvirret og trak sig lidt væk. Hun forstod det ikke og man kunne tydeligt se, af sløret omkring hende og hans ord forvirrede hende. "Hva-" Hun nåede ikke længere før han havde taget far om hendes ansigt og kysset hende. Hun stivnede og af ren refleks løftede hun den ene hånd, klar til ar slå ham, men den stoppede midt i luften og man kunne tydeligt mørke hvordan hele hendes krop tøede op og hvordan hun et øjeblik gav op og gengældte kysset. Hånden der havde været ved at slå ham før, lagde sig imod hans kind og kærtegnede ham og legede med nogle lokker af hans hår. Og da han trak sig tilbage, gispede hun ganske let og hun så på ham imens hendes skuldre sank. Hvad fanden havde hun gang i?! Et koldt udtryk gled over hendes ansigt idet hun prøvede at skjule sine følelser. "Du har ret, du burde ikke have kysset mig," sagde hun lavmælt og med en monoton stemme og skubbede ham blidt væk. "Jeg er din chef og du er min ansat, og intet mere. Det vi havde før i tiden er væk." Det knuste hendes hjerte at lyve, og det overraskede hende at hun stadig stod op og snakkede og trak vejret, som om der intet var galt. "Er det forstået?" Hun så roligt og køligt på ham og strøg ubevist en lok væk fra sit ansigt og ignorerede den summende fornemmelse i hendes læber.