New here, huh? ~ Klaus

Tid: Middags tid
Sted: Søen
Vejr: Solskin og varmt, med en let vind
Omgivelser: Fredsommelig og tomt
Dag: Lørdag
Påklædning: En løs t-shirt, et par stramme bukser og sandaler

Lissette sad ved søens bredde og kiggede bare ud over vandet, det var helt utroligt så stille der var, vinden var så svag at der næsten ikke var en krusning på vandoverfladen. Hun kunne se træerne og solen blive afspejlet i søen. Benene var trukket op til brystet og armene var lagt omkring dem imens hun hvilede hagen imod knæene, og det virkede ikke rigtig som om at hun kunne se det smukke scenarie der stod foran hende. Et lille frustreret suk forlod hendes læber idet hun, endnu en gang, prøvede at puste op ad for at fjerne det røde pandehår fra hendes øjne, de blå øjne som havde en mørk ring omkring det farvede og en rødlig ring omkring irissien. Til sidst endte hun med at give fuldstændig op, det pandehår skulle snart klippes igen så hun ikke hele tiden fik det i øjnene, men skidt, det måtte hun se på en anden gang.

//Da jeg skulle sende det første emne ind, kiksede min computer, selvfølgelig, og jeg har været nødt til at skrive det hele om igen, det blev ikke lige så godt, men håber da det er noget du kan arbejde med

Paaklaedning: et par loose jaens, sorte solbriller og en stram sort skjorte.

Tiden var nu fin, vejret var fint...alt var fint, lige til at braeke sig over, han havde aldrig vaeret den helt store fa af det rare, men alligevel var der folk som beskrev ham som venlig og rar...hvilket var ham et mysterie hvis han selv skulle indroomme det. Men alligevel kunne han da finde visse kvaliteter ved en soo, det var et godt sted til at bade ogsaa en masse andet underligt. Han gik med rank ryg, haenderne om bag ryggen og en gang der laa meget godt op af et rovdyrs, hvilket han jo i den forstand ogsaa var.
Han saa en skikkelse laengere nede...eller nej han baade fornemmedee, lugtede og hooorte hende foor han var kommet i naerheden af sooen, saa nu var spoorgsmaalet bare hvad hu mon lavede. Selvom han ikke var direkte sood af natur, var han nu nysgerrig, saa han besluttede sig for at gaa ned til hende "jamen goddag" han snakkede med staerk brittisk dialekt og havde et mystisk smil paa laeberne

//helt fint...haaber mit er godt nok

Lissette hørte godt at tunge skridt nærmede sig hende, men hun reagerede ikke rigtig på det før at hun hørte stemmen. Hun vendte hovedet og måtte se op for at kunne få øjenkontakt. Et let smil begyndte at spille om hendes læber og hun vrikkede kort med brynet for at læse hans hjernemønster og så hurtigt efter, at han var vampyr. "Goddag," sagde hun med sin blide stemme og rejste sig hurtigt og let bagefter i sin fulde højde. Hele 168 centimeter høj! Og det var hurtigt at se, at han stadig var højere end hende, hvilket jo bare var godt for ham. Så vidt hun vidste, hadede fyrer og unge mænd når de var lavere end kvinden. "Er du ny på akademiet?" spurgte hun venligt og lettere nysgerrigt. Hendes blå øjne betragtede ham med et blidt og mildt blik, hun var ikke typen der dømmede nogen for noget, var de gode overfor hende så var hun gode overfor dem.

Han saa paa hende, haevede oojenbrynet, hun var nu ikke den hoojeste i verden, men hvorfor dog vaere hooj, det var ikke just den mest interessante, men stadig bedre end at vaere lavere end en pige. Han roorte kort paa sig "ja det kan man da sige, jeg ser paa faa punkter stedet an, min sooskende kommer her op, saa de smed mig i forvejen siden jeg nu var i nabo laget" han smilede straalende og traadte hen mod hende, kyssede hendes haand "mit navn er Nicklaus, men alle kalder mig nu Klaus...og maa jeg spooorge hvad den unge frookens navn er" spurte han og rettede sig op, lagde hoved paa skraa og saa nysgerrigt paa hende

Lissette betragtede ham blidt og lagde hovedet let på skrå imens. Hun kiggede ikke rigtig på hele hans udseende, mest kun hans øjne. Sjælens vindue, som så mange nu så fint kalder dem. Det kunne man jo egentlig godt lidt, og så alligevel ikke. Det hun mest kiggede på hos en person, var vedkommendes personlighed, ikke deres udseende. Så det var derfor hun ikke 'tjekkede ham ud', som man jo kunne kalde det. Hun nikkede lidt og klukkede ganske let. "Aha? Det lyder da ... hyggeligt?" sagde hun med et blidt smil og rystede ganske let på hovedet. Hendes kinder blussede op da han tog hendes hånd og plantede et lille kys på håndryggen. "Øhm ... hyggeligt at møde dig, Klaus," sagde hun med en let skælvende stemme og røde kinder, der godt nok fremhævede hendes fregner. "Mit navn er Lissette, og du bestemmer selv om du vil forkorte det eller ej." Hun grinede lidt forlegent og så let undrende på ham da han rettede sig op igen, men hun smilede stadig ganske let.

Han smil og saa hende ligesaa skarp igennem de moorke solbriller, som havde han dem ikke paa...det hoorte vel inde under et stort set perfekt syn. Han betragtede hende som hendes kinder blussede op "min bror sagde altid at naar en kvinde roodmede var det som at se paa en engel...jeg maa sige de er ingen undtagelse" han smilede bredt og koorte haanden igennem det honning farvede haar. Han nikkede "hvorfor skulle man dog oonske at forkorte et saa smukt navn" spurte han og lagde hoved paa skraa. Det kunne nok ligne han flirtede med hende, men det var dog ikke tilfaeldet, saadan var han bare, charmerende nogle gange, farlig draeber det naeste.

Lissette havde ingen problemer med at se ind igennem solbrillernes glas, og se ind i hans øjne og hun synes, at han så lidt for gammel ud til at være en elev, men han virkede jo venlig nok alligevel, og charmerende, meget charmerende, for at sige det mildt. Ved hans ord fik hendes kinder kun endnu mere farve i sig og hun pillede lidt ved en lok af sit røde hår. Hun smilede over hans næste ord og nikkede anderkendende. "Det lyder dejligt, jeg går heller ikke ind for at forkorte et navn, selvom det på mange måder er nemmere," sagde hun med et lille grin og så lidt ned i jorden inden hun vendte et halv skarpt blik op imod ham. "Er du egentlig ikke lidt for gammel til at være elev her på skolen?" spurgte hun så og smilede lidt nysgerrigt til ham.