Nice to meet you... Clarice?

Frederik smed sig i en stol, og havde armene ved nakken. "Bare sid ned, der er frit siddepladser." Han smilede skævt, og charmerende. Han så lidt rundt, og lukkede så øjnene inden han åbnede dem igen og så på hende.
"Indbyggere i paradis; tre. Gæster i alt; en." Han kunne ikke helt lade være med at snakke sådan om stedet. Han slappede af.
"Må, Clarice... Hvad er din historie så om hvordan du endte her?" Han lagde hovedet lidt på skrå, og så spørgende på hende.

//meget kort svar, Undskyld.

Clarice smilede og sparked sine støvler af ved døren, inden hun gik hen til sofaen for at sætte sig i den. Hun vendte sig så ryggen var op mod armlænet og hendes fødder havde hun trukket op i sofaen, mens hendes knæ var trukket op. Hun havde det med altid at sidde på den måde i en sofa, hun fandt det meget behageligt og afslappende. Hun smilede af hans måde at tale om hytten, hun kunne lide det, det viste at han havde humor, selvom hun selv syntes at hun havde oplevet det et par gange i skoven også.
"Min mors ide, hun syntes jeg trængte til at komme lidt hjemmefra. Men jeg er overbevidst om hun bare ville bruge mit værelse til at krea-rum. Hun elsker at male" svarede hun med et muntert smil. Hun havde et godt forhold til hendes mor og de havde været som veninder hele hendes liv. Hun lignede hende mor på mange måder, både på opførelse og samtidig med udseendet. "Hvad med dig selv Prins Charmingtrold?" spurgte hun med et smil, men hun gik i gang med at flette det lange hår.

Frederik havde allerede fået sine sko af, bare i overnaturlig fart. Han lyttede interesseret med, og betragtede hende imens. Han nikkede langsomt.
"Interessant, endelig en med en dejlig grund til det." Der var spættet med folk der bare var her fordi deres forældre var dit og dat, og så videre.
Han skar kort ansigt da hun spurgte ham.. Han tog en dyb indånding. Han kunne vel lige så godt fortælle det.
"Mine forældre er døde. Jeg slog dem selv ihjel efter nogle år hvor de torturede mig.. Fordi jeg er vampyr.. Det blev bare for meget. Så da de var døde.. Stak jeg af. Jeg fandt dette sted, og meldte mig ind. Og har været her lige siden." Han trak på den ene skulder." Og derfor kan min personlighed også ændre mig... Alt det med mine forældre ødelagde mig psykisk. Jeg kan være følelsesløs, eller... Have følelserne fremme. Det er forskelligt." Han så ned.

Clarice smil blegnede kort væk af hans fortælling, hun havde godt nok hørt lidt af hvert omkring hvorfor man var på skolen. Men hun regnede nu alligevel ikke med at Frederik skulle være der på grund af at hans forældre var døde og at han selv var grunden til det. Hun vidste ikke om hun burde smile i sådan en situation, men hun kunne heller ikke få sig selv til at tænke dårligt om ham. Hun havde allerede placeret ham i hende I Like kategori, hvor hun placerede alle hendes venner. Hun rejste sig fra sofaen og gik hen til ham, hun daskede ham let på skulderen for at få ham til at gøre lidt plads så hun kunne sætte sig på ham. Hun smilede venligt til ham, og lod ikke hans fortælling som sådan skræmme hende væk igen.

Mange ville flygte hvis man hørte om det... At han havde slået sine egne forældre ihjel. Men han havde da haft god grund? Syntes han i hvert fald. Han sukkede lavt, og kørte en hånd igennem håret, og ned til nakken. Han kløede sig i nakken, og bed sig i underlæben. Han fortalte det aldrig til nogen, så det undrede ham at han havde fortalt Clarice det. Han så spørgende på hende da hun rejste sig. Han gjorde lidt plads til hende. Han så endnu engang undrende på hende. Var hun slet ikke blevet skræmt? Ikke det mindste? Underlige pige...

Hun smilede venligt til ham, da hun satte sig ved ham og lænede sig op ad ham. Hun vidste godt at hun burde reagere noget mere på det, men som sagt det lå til hekse at bære over med folks fejl, men samtidig havde hun altid været en lidt underlig pige, der ikke sådan blev bange. Hun var ikke så let at skræmme væk, når det kom til stykket. "Skal jeg være ked af at dine forældre er døde?"spurgte hun venligt og sagde det ikke for at være ond eller noget. Det var jo bare normalt at man sagde; Det gør mig ond, men ud fra hans fortælling var hun ikke sikker på at det var det rette at sige til ham. "Men jeg vil med sikkerhed sige at jeg er ked af deres behandling af dig"sagde hun med et lille skævt trist smil. Hun kunne ikke forestille sig at have et par forældre som ikke behandlede en som sit kæreste eje. Clarice selv var jo det eneste som hendes mor sådan set havde tilbage af hendes far, og Clarice kunne ikke huske at hendes mor skulle have slået hende. Selvfølgelig havde hun råbt af hende, men Clarice havde jo også været noget af en teenager.

Frederiks far havde haft den der vampyr virus... Og, den blev 'tilsluttet' ved Frederik. Hans forældre havde afskyet vampyrer, og derfor passet godt på farmand. Frederik havde bare - som de havde sagt- været dumdristig. Han lukkede kort øjnene. Han fik nogle gange flashbacks af alt det der havde sket. Hans far med kniven, og hans mor som bare grinede, og nogle gange overtog kniven. De vrede ord.. Hånen. Sulten. Det hele. Det havde været forfærdeligt. Ødelagt ham fuldkommen indeni. Han undrede sig kort over hvorfor hun lænede sig op af ham. Der var ikke synderligt meget plads ved den stol. Så på en måde undrede det ham heller ikke. "Nej, de havde fortjent det." Svarede han kort, og så bare ligeud. Hans øjne var tomme. Han græd aldrig. Det var der ingen grund til. Hvorfor skulle han græde? Det var svagt... For ham. Det viste at hans svaghed var at han havde fået 'indprentet' alle de billeder af sin far og mor. "Tak Clarice." Han så på hende med et stille skævt smil. "Nu ødelagde jeg vidst stemningen..." Han sukkede lavt, og rystede lidt på hovedet.

"Visse vasse"sagde hun med et smil og viftede afvisende med hånden. Der skulle meget til før at hendes humør styrt dykkede og så længe Frederik ikke begyndte at græde, kunne hun ikke se hvorfor hun skulle være i dårligt humør. Det var ikke fordi hun ikke havde medlidenhed med ham, hun havde bare aldrig være så god igen til at trøste folk og prøvede altid med det samme at gøre stemningen god igen, ved at beholde sit gode humør. "Der skal mere til end den slags min kære Charmetrold, jeg er ikke helt som andre tøsepiger" sagde hun med et muntert smil og klappede ham drillende på kinden.

Visse vasse? De ord havde han aldrig hørt før, men forstod allerede hentydningen med det. At det bare var lige meget, eller noget i den retning. Han grinede svagt, og rystede lidt på hovedet. Hvis man havde medlidenhed med ham... Ville han straks vifte en væk. Han ville ikke have medlidenhed. Han ville bare komme over det. Han søgte kun trøst, ikke medlidenhed. En trøst der var kort, og ikke langvarig. "Aha? Og alligevel tør du ikke at være mere meget tæt på mig?" Han hævede flabet et øjnebryn.
Jaja, nu blev følelserne langsomt pakket ned.

Clarice smilede drillende til ham, da han sagde at hun ikke turde at komme tættere på. Med det samme tog hun det som en munter udfordring og lagde hænderne om hans nakke og flyttede sig helt op på skødet af ham, og lænede sig med det samme ind mod ham. Hun smillede halvt drillende og halvt flirtende, da hun lænede hovedet frem mod siden af hans halv og kort lod læberne nappe i hans øreflip. Hun tænkte at flirteri måske kunne muntre ham op, og efter hendes mening, lade han selv op til det. "Tør jeg ikk?"sagde hun dæmpet og forførende ind i hans øre og lavede et næsten lydløst støn i hans øre, får hun rettede sig op igen og sendte ham et drillende muntert smil. Selvfølgelig var hun stadigvæk ikke ude på noget med hendes flirt.

Frederik kunne mærke følelserne blive mere, og mere pakket ned. Han hævede flabet et øjnebryn da hun flyttede sig op på skødet af ham. Det var nu ikke det han mente, men jaja... Han ville nu gerne se hvor langt hun turde at gå. Han smilede skævt, fuldkommen upåvirket af hendes smil. Han lukkede øjnene da hun nappede i hans øreflip. Han åbnede dem dog hurtigt igen. Han himlede med øjnene. "Nej, du tør ikke." Hviskede han drillende. Neeej, hun turde ikke. Der skulle mere til at overbevise ham om det. Han rystede lidt på hovedet af hendes næsten lydløse støn. Han smilede uskyldigt, og lagde hovedet lidt på skrå.

Clarice smilede uskyldig til ham og trak derefter på skulderne. ”Jamen hvis du siger det, så må det jo være sandt min Charmetrold” sagde hun flirtende med et drillende glimt i øjet. Hun rejste sig op i en glidende bevægelse og gik hen til sofaen, hvor hun lod sig falde ned at sidde med ryggen halvt mod ryglænet og halvt mod armlænet. Hun lagde det ene ben over det andet og viftede lidt med foden, mens hun smilede charmerende til ham. Som sagt var hun ikke ude på andet en flirt, men hun vidste at det jo kunne gå lidt galt eftersom de var i hans hytte. Men dog vidste hun at hun selv ikke ville give sig. ”Men tør du så?” spurgte hun endnu med en drillende stemme og blinkede flirtende med de lange sorte øjenvipper som hun besad. Hun havde ikke noget imod at han kom tæt på, men han ville nu nok blive skuffet i sidste ende og stikke halen mellem benene. Hun satte benet ned igen og lænede sig frem, mens hun spredte ben og støttede sine arme mod knæene. Hun havde godt nok jeans på og selvom de var stramme, ville det med at sprede ben havde en noget bedre virkning hvis man havde en kort nederdel på.

Frederik rystede lidt på hovedet over hende, Skør pige. Skør på en god måde. Det var morsomt. En pige der teknisk set udfordrede ham. Ikke en god ide. Dæmonen inde i ham elskede at mærke triumfen over at have vundet. Man skulle passe på. For når hans følelser blev lukket ned, og man var så forførende, og flirtende overfor ham... Blev han bare endnu mere. Han smilede skævt, og gned håndfladerne mod hinanden mens han så på hende. Han lagde hovedet lidt på skrå. "Dum ide at udfordre mig, Clarice. Når mine følelser bliver pakket væk viser jeg ingen nåde. Uanset hvad." Han smilede skævt, samt lidt forførende. Men i næste sekund var han væk. Han sad i hvert fald ikke på stolen mere. Nu havde hun givet ham en udfordring, så medmindre hun fortrød den, ville han blive ved indtil han havde vundet. Hvor mon han var? Lidt efter han var forsvundet dumpede han ned foran hende. Han lagde en hånd på hendes kind, og grinede lavt. Så forsvandt han igen. "Jeg vil ikke stoppe før jeg har vundet udfordringen medmindre du fortryder. Fortryd udfordringen, eller er du for stædig?" En lusket latter kunne lydes bag hende, og men hvis hun vendte om for at se efter ham ville hun stadig ikke se ham. Han var ikke til at se.

"Der er så mange ting som er dumt at gøre min trold" sagde hun med et muntert flirtende smil og lænede sig tilbage igen og trak fødderne op i sofaen. Hun smilede bare venligt til ham, da han forklarede hende om hans følelser. Som sådan ville hun da gerne være en udfordring, men det gav hende bare endnu mere lyst til at blive ved med at afvise ham, for at hun selv kunne vinde. Men selvfølgelig var det måske ikke så klogt når hun nu havde at gøre med en som i sin tid havde dræbt sine forældre, måske med god mening, men alligevel drab var jo drab.
Hendes blik gled kort rundt da han forsvandt og en munter dæmpet klukken kom fra hende. Da han var ved hende igen rettede hun blikket mod ham. Hun havde ikke fået et chok som de andre gange han havde brugt sin evne til at rande hurtigt rundt, hun havde allerede vent sig til det.
"Hvem siger at det er en udfordring?"sagde hun smilende og forventede intet svar på det, hun flyttede på sig så hendes ryg vendte helt mod armlænet, hvorefter hun strakte hendes ben helt ud og strakte sig kort. "Men jeg er stædig, og jeg er det især hvis du gør det til en udfordring" tilføjede hun med et charmerende glimt i øjet.

Endnu en lusket latter. Dog kom denne oppefra. Han elskede det at han var hurtig og stærk. En af fordelene ved at være vampyr. Han dukkede op foran hende igen. Med armene ved hendes hofter. Lige ved siden af. Hans ansigt var tæt på hendes. Han havde et lusket smil fremme. Hans bevægelser var smidige og elegante. Han lagde en hånd på hendes ene hofte, og kærtegnede hoften blidt. Han havde et forførende glimt i øjnene.
"Du spurgte mig om jeg turde være tæt på dig. Jeg tager det som en udfordring." Svarede han kort og blinkede drillende til hende. Piger som Clarice var sådanne piger han kunne falde for. Men det krævede også nogle specielle krav. Han faldt aldrig for en der ikke ville gengælde det. Han var god med sine følelser. For det meste.
"Hvis du forbliver stædig kan det meget vel ende med en tur forbi sengen."

Clarice kunne ikke lade være med at grine af ham. Hans opførelse fandt hende morsom, han kunne sagtens have været en karakter i en film, hvor det endte med at han faldt for pigen og de så derefter var lykkelige sammen. Hun klappede ham blidt på kinden da han kærtegnede hendes hofte og sendte ham et charmerende muntert smil.
"Min kære Frederik"sagde hun smilende og tog hans hånd, som havde kærtegnet hende hofte, mellem begge hende egne hænder. "Jeg er ikke i tvivl om at du tør at komme tæt på og jeg kan love dig for at så længe du opføre dig sådan her, så bliver der ingen tur forbi sengen min trold" sagde hun med en sand stemme og et drillende forførende glimt i hendes blå øjne. Det var sandt en som flirtede som han gjorde ville hun aldrig ende i seng med, da chancen for at hun ville falde for ham var stort set lig med nul. Den slags flirten var altid et tegn på at man bare ville et hurtigt smut forbi sengen og det var det. Den slags brød hun sig ikke om, sex betød noget for hende og den mening ville hun aldrig ændre. Men hun gav ham gerne en flirt hvis det kunne underholde ham. Hun klappede hans hånd med et munter smil og slap den igen.

Frederik var spækket med selvtillid, og da følelserne var pakket ned godtog han ikke et nej! Uanset hvem man var! Han ville presse vedkommende indtil hans følelser kom op til overfladen igen. Uheldigvis men heldigt for hende var de langsomt på vej igen. Han hævede et øjnebryn over hende, og grinede blot over det hun sagde. "Lille Clarice... Du skal ikke lege med ilden. Du kunne ende med at brænde dig." Han smilede drillende.
Men i det sekund følelserne kom tilbage med et spark spærrede han øjnene op, og røg tilbage. Væk fra hende. Han havde ryggen mod væggen, og så lidt forvirret rundt. Inden han gled ned og sidde. Han sukkede lavt, og så op på hende. Han sad i skrædderstilling.
"Undskyld." Mumlede han, og så skamfuldt ned.

Clarice så bekymret på ham da han pludselig fløj væk fra hende, inden hun havde noget at komme på et svar til det at brænde sig. Det havde næsten været som havde han brændt sig på hende, han var i hvert fald hurtigt væk. Hun satte sig ordentlig op i sofaen og overvejede om hun skulle gå hen til ham. Hans humørsvingninger skulle man i hvert fald vende sig til. "Du skal ikke undskylde min trold, jeg er jo selv uden om det" sagde hun kærligt og hun havde lyst til at kramme ham, selvom hun ikke helt vidste om det ville passe ham. Hun rejste sig op og gik roligt hen til ham, hvor hun satte sig i skrædderstilling ved siden af ham med ryggen op af væggen. Hun smilede venligt og tog en dyb indånding. Hun brude droppe at flirte med ham, det virkede ikke til at det havde en god virkning på ham og samtidig også han han blev på denne måde hver gang. Hun lænede sig langsomt ind mod ham til hendes hoved lå på hans skulder. "Men Frederik hvorfor flirter du, når du fortryder det bagefter?" spurgte hun blidt og stak en hånd under hans overarm om holde om ham på den måde.

Frederik kunne græde lige nu, men hans ansigt blev bare følelsesløs. Følelserne var oppe, men når han kunne græde, blev hans ansigt en maske. Han lukkede øjnene, og sukkede lavt. "Hvis du gerne vil gå forstår jeg dig godt..." Han mumlede det træt. Han var ikke træt som i at han ville sove, men træt af at hans følelser kom og gik. Han åbnede øjnene, og så kort på hende inden han så ned igen. Han hvilede baghovedet mod væggen, og så lidt op. Derfor lagde han ikke mærke til at hun satte sig ved siden af ham. Først da hun lagde sit hoved på hans skulder vidste han at hun var lige ved siden af ham. Han rystede lidt i kroppen. Han lukkede igen øjnene. "Som sagt, det med mine forældre... Ødelagde mig indeni. Mine følelser kommer og går. Når de ikke er der bliver jeg... Forførende og flirtende. Eller kold. Arrogant. Med følelser er jeg meget anderledes..." Han skælvede svagt over hvordan hun rørte ham. Han var slet ikke vant til de berøringer. Så venlige, og kærlige. Han trak vejret hurtigt.

Hun nev ham blidt i overarmen og smilede svagt. Hun var blevet træt, hvilket hun fandt en smule underligt, da hun oftest lå vågen til sent på aftenen inden hun faldt i søvn.
"Jeg har ikke noget imod det" sagde hun med et skævt smil og lukkede øjnene, mens hun endnu havde hovedet på hans skulder. Hun kunne godt mærke at han skælvede og måske ikke helt ville have at hun skulle sidde som hun gjorde, men hun kunne ikke se hvordan hun ellers skulle trøste ham lige nu og hun var for træt til at komme med en sjov kommentar. Men hun kunne dog ikke lade være med at trække på smilebåndet, da han trak vejret hurtigt. Ved første møde havde hun ikke troet at han kunne skælve af at en anden rørte ham på denne måde.
"Men jeg forstår dig godt, jeg ville nu også være på den måde hvis jeg havde fået samme behandling" sagde hun stille og gav hans overarm et lille kærligt glem.

Den maske han havde bygget op fik revner. Et lille smil gled over hans læber. Han så lidt på hende, og lagde hovedet lidt på skrå. Således at han hvilede den ene side af hans hoved mod væggen. Han betragtede hende lidt. "Er du træt?" Han så en anelse spørgende på hende.
Han fik helt lyst til at trække hende ind til sig. Men han lod være. Han ville ikke gøre noget hun ikke brød sig om. Æhm... Så længe han kunne styre det.
"Du er virkelig unik, Clarice. Og nej, det er ikke noget jeg siger for at komme en smut forbi sengen. Det kan godt være jeg vil uden følelser, men med følelser... Vil jeg bare gerne lære dig og kende." Han smilede skævt.
Han rømmede sig lidt, og så lidt ned. Han sukkede lavt.

Clarice hørte ikke rigtig det hans sagde, hun havde allerede lukket af selvom hun kun lige var ved at falde i søvn. Hun tænkte slet ikke på at hun burde tage hjem, da det kunne give problemer hvis det blev opdaget at hun var i en drengs hytte på denne tid af døgnet. Men når hun blev træt brugte hun ikke hjernen, eftersom hun tit ikke fik nok søvn, når hun så blev træt kunne hun ikke stå imod det. Specielt ikke når hun lå godt.
Hun krammede nærmest hans arm nu og lagde hovedet bedre til rette på hans skulder. Hun smilede svagt da hun registrerede de sidste af hans ord og nikkede svagt til det, eftersom hun ikke kunne tage sig sammen til danne en sætning for at svare ham. Hun gled længere ind i søvnen for hvert sekund, indtil hun helt forsvandt ind i søvnen.

Frederik fik hurtigt sit svar om hun var træt. Han smilede blidt over hende. Han trak hende lidt tættere til sig ved at trække sin arm til sig dog uden hun mistede den. Han tænkte ikke over hun ville få problemer. Nok ikke så længe de havde tøj på, men ja... Han tænkte aldrig over konsekvenserne med eller uden følelser. Han betragtede hende blidt.
Da hun var faldet i søvn tænkte han lidt på om han skulle blive hvor han var eller få hende ind i sengen. Med tøj, selvfølgelig. Han fik den arm som hun ikke holdte om ind under hendes ben. Ganske forsigtigt for ikke at vække hende. Den hun holdte fik han lidt om hendes ryg. Hvis hun blev ved med at kramme den ville hun sikkert have hovedet ved hans skulder. Han fik rejst sig ganske forsigtigt op med hende i sine arme. Han gik stille hen til hans værelse, og lagde hende på sengen. Han fik dynen godt om hende, og satte sig så på skrivebordet. Han betragtede hende.

Clarice lavede nogle små lyde da han løftede hende og holde en smule mobset om hans arm. Hun vågnede ikke rigtigt, men hun havde altid haft det med at komme med underlig lyde når man rørte hende så hun næsten vågnede.
Da han lagde hende på sengen sukkede hun svagt tilfreds og rullede om på siden og lade sig halvt i fosterstilling, samtidig med hun fik fat i puden og krammede den ind til sig i stedet for at bruge den til dens oprindelige formål. Siden hun var lille havde hun brugt hovedpuder til krammebamser og altid sovet med hovedet direkte på madrasen, det havde hun vennet sig til og det var sådan hun lå bedst når hun sov alene i sengen.


//Det er svært at skrive meget når ens karakter sover O.o //

//Haha xD giver dig noget at svare på så xD


Frederik rynkede panden lidt over hun Krammede puden. Hvorfor nu det? Den hed hovedpude af en grund? Han smilede svagt over hende. Han så kort rundt inden han rejste sig op, og gik hen imod sengen. Han så lidt på hende, inden han bøjede sig ned og kyssede hendes pande kort. Han rettede sig op. Han gik ud i fælles stuen igen. Han satte sig i sofaen. Der sad han og tænkte lidt..
Han rejste sig op fra sofaen, og gik langsomt imod værelset igen. Han så lidt derind inden han lå ved siden af hende. Han betragtede hendes ansigt.
Endelig så hun ret sød ud når hun sov..

//kort svar xD sorry ^^